Danmarks største selvfinansierende energiprojekt går i gang
Schneider Electric har indgået en aftale med Høje-Taastrup Kommune om at energirenovere 150 kommunale bygninger. Forbedringerne finansieres af energibesparelserne
- Der er store forskelle på, hvad der giver mening at sætte i værk i den enkelte bygning. I nogle bygninger vil der være tiltag, som har en relativ kort tilbagebetalingstid, populært kaldet lavthængende frugter, andetsteds hænger frugterne lidt højere. Traditionelt vil man primært koncentrere sig om de lavthængende frugter, men ved at samle alle tiltagene i én kurv, så muliggør man at nogle af de højthængende frugter kan medtages, og der derved kan opnås en større helhed i projektet, forklarer forretningsområdedirektør fra Schneider Electric Building Denmark A/S, Morten Dahl.
Til gavn for pengepung, klima og ansatte
De kommunale bygninger får over de næste tre år opgraderet ventilation, varme, lys og isolering. Projektet omfatter også installation af solceller, som skal modsvare hele kommunens el-forbrug til IT.
Ud over energibesparelserne bliver indeklimaet i bygningerne også forbedret.
Prisen bliver ca. 74 mio. kr. og ventes at reducere kommunens driftsomkostninger med godt 14 procent og CO2-udslippet med 14-16 procent.
Selvfinansierende besparelser
I dag er Høje-Taastrup Kommunes energiudgifter til bygninger på 33 mio. kr. Til trods for, at kommunen de seneste år har skåret i energiforbruget har Schneider Electric været i stand til at finde rentable besparelser.
Besparelserne, som opnås via ESCO-projektet, ventes at være i et årligt omfang, der gør, at projektet finansierer sig selv. Er der forskel mellem besparelser og udgifter dækker Schneider Electric differencen. Er der derimod overskud deler kommunen og Schneider Electric overskuddet.