Vejret driller - men bundlinjen vokser
Udvikler af solcelle- og vindmølleparker Eurowind Energy i Hobro har øget på både top- og bundlinjen i det seneste år.
Væksten er kommet i hus, til trods for at det ikke har blæst helt så meget som året før - endda under 80 procent af et normalt år på nogle af selskabets europæiske markeder. Dertil kommer de pressede elpriser.
Det skriver Nordjyske.
- Det er altid en udfordring, hvis elprisen er under pres. Derfor er jeg også stolt af, at vi i et år med vigende vind og vigende elpriser har elveret et pænt resultat fra vindmølle- og soldriften, fortæller Jens Rasmussen, administrerende direktør hos Eurowind Energy til Nordjyske.
I det forskudte regnskabsår 2016/2017 havde virksomheden en omsætning på 78,8 millioner euro, hvilket er en stigning på 26 procent i forhold til året før. Samtidig mere end fordobledes overskuddet og endte på 11,9 mio. euro. Driftsindtjeningen før renter, skat og af- og nedskrivninger sluttede på 23,4 mio. euro.
For det nye regnskabsår forventer direktøren en indtjening på niveau med den seneste realiserede - måske endda med en lille pil op.
Se videoen
Eurowind Energy har rejst otte 3,45 MW Vestas-møller i den tyske vindmøllepark Elbenrod, der er opgivet af skov. Med sine i alt 27,6 MW installeret kapacitet er det en af de største parker Eurowind har rejst.
Artiklen er en del af temaet Video & Billedserier.