23948sdkhjf

Nyt værk er snart klar

Investering på 330 mio. kr. skal give billigere varme og sikre forsyningen mange år fremover.

Det er i denne uge 500 dage siden, at Brønderslev Forsyning under stor festivitas tog det første spadestik til det nye biomasseanlæg, der er under opførelse på Øster Kærvej i Brønderslev. Meget er sket siden.

- I bygningen er installeret ikke blot en, men to linjer med fliskedler og tilhørende røgrensning, og det er den første af disse linjer, som i starten af december måned tændes. Den anden kedellinje er klar lige efter nytår. Det betyder, at vi allerede fra i vinter vil få glæde af, at det er betydeligt billigere at fyre med flis end med naturgas, fortæller en glad og stolt Lasse Riisgaard (V), der er formand for Forsyningen.

- Byggeriet er blandt de største anlægsarbejder i Brønderslev i meget lang tid. Med et grundareal på ca. 4.300 kvadratmeter og en bygningshøjde på 25 meter er der tale om en stor og markant bygning, som kan ses langvejsfra.

- For at få et ensartet og harmonisk arkitektonisk udtryk bliver de forskellige bygningselementer pakket ind bag en gylden og delvis transparent skærm, redegør Lasse Riisgaard.

- På tekniksiden er der blandt andet ved hjælp af tre store varmepumper gjort en seriøs anstrengelse for at hive den sidste energi ud af røggassen, før den sendes op gennem skorstenen. På denne måde bliver det nye kraftvarmeværk nok det mest energieffektive af sin slags overhovedet, pointerer Lasse Riisgaard.

60-70 håndværkere har i perioden i efteråret arbejdet på værket for at få alle delentrepriser på plads. En meget stor del af anlægsarbejdet samt en betydelig del af installationsarbejdet og andre leverancer kommer i øvrigt fra lokalområdet, hvor lokale smede, jord- og betonfolk, tømrere, murere samt teknikleverandører af hydraulikstationer, nødgeneratorer m.fl. alle har bidraget til projektet.

Lasse Riisgaard glæder sig over, at projektet har givet arbejde til en del lokale håndværkere - blandt andre Richardt Thomsen, PM-Energi med flere.

Den sidste hånd lægges på arbejdet de første måneder i det nye år, og Forsyningen regner med endeligt at kunne overtage værket fra leverandørerne, når indkøringsperioden er tilendebragt, formentlig omkring sommeren 2018.

- Forsyningen kunne allerede for 11 måneder siden tage det nye og avancerede solvarmeanlæg med parabolske trug i gang, og dette anlæg har produceret fjernvarme hele sommeren - dog ikke så meget som forventet, da antallet af solskinstimer har været noget lavere ned gennemsnittet. Men det bestemmer vi jo ikke selv, slutter Lasse Riisgaard.

Solpanelerne står i "pause" for tiden på grund af indkøring, men de vil igen om kort tid indfange solens stråler.

Det flis, der skal bruges, vil hovedsageligt komme fra vendsysselske skove. Der er lavet en aftale med HedeDanmark, og den daglige levering er 8-10 lastbillæs flis.

På varmeværket er en stor kran, der kan løfte fire tons flis ad gange til indfyring.

Det, der gør, at værket er en verdensnyhed, er, at man kombinerer flis og solvarme. I anlægget opvarmes en olie af varme fra fliskedler og solpaneler.

Artiklen er en del af temaet Video & Billedserier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094