Efter regnefejl: Energi Viborg lægger sig fladt ned
- Der er tale om en helt banal regnefejl, som vi burde have fanget. Men det gjorde vi desværre ikke, så der er ikke andet at gøre end at lægge sig fladt ned og sige undskyld til varmeforbrugerne, siger direktør i Energi Viborg, Christian Halgelskjær til Viborg Folkeblad.
Regnefejlen kommer til at koste varmeforbrugerne 20 millioner kroner ekstra i år.
Det hele bunder i, at en kolonne i et regneark ikke var med i det endelige regnstykke, og at man derfor ikke havde medregnet prisen for de 4,5 millioner kubikmeter naturgas, som selskabet bruger på sine decentrale gaskedler.
Viborg Fjernvarme, Overlund Fjernvarme og boligselskaberne Sct. Jørgen og Viborg må nu ud og opkræve ekstra betaling i andet halvår af 2018.
Økonomichef hos Energi Viborg kalder fejlen for rigtig træls, men garanterer samtidig, at der er tale om et enkeltstående tilfælde.
Fejlen kommer til at koste den enkelte forbruger et sted mellem 1500 og 1600 kroner om året.