Geotermi på standby i Hjørring
Trods gode erfaringer andre steder i landet vurderer ledelsen i Hjørring Varmeforsyning, at det er for risikabelt at gå videre med planerne for et geotermisk anlæg.
Hjørring Varmeforsyning har således søgt Energistyrelsen om rettighederne til at udnytte den underjordiske varme under byen, ligesom repræsentantskabet har således sagt god for at bruge 6 mio. kr. på de første seismiske undersøgelser. Endvidere er Hjørring Varmeforsyning blandt de stiftende medlemmer af det nyligt etablerede Dansk Fjernvarmes Geotermiske selskab, som har til formål at stille ekspertise og rådgivning om geotermisk energi til rådighed.
Nu udskyder varmeforsyningens ledelse dog geotermiplanerne på ubestemt tid til trods for, at vurderingen er, at der er 90 procent chance for at få udbytte ar indsatsen.
Mangler økonomiske garantier
Begrundelsen for udsættelsen er den økonomiske risiko forbundet med de underjordiske undersøgelser.
- Der er for stor en risiko ved at begynde at bore. Vi risikerer at bruge 70 millioner på de første boringer og så viser det sig, at der alligevel ikke er noget at komme efter,siger direktør i Hjørring Varmeforsyning, Per Sørensen, til Nordjyske.dk.
Direktøren efterlyser politisk indgriben i form af økonomiske tilskud og forsikringsordninger for lån til undersøgelser af undergrunden. Sådanne ordninger findes i Tyskland.