23948sdkhjf

76 lejligheder skal udnytte varmen bedre

PKAs energifond investerer millioner i projektet

Ejerforeningen Ringparken i det centrale Sønderborg skal energioptimeres, hvilket kommer til at resultere i en besparelse på varmeregningen og et sundere indeklima.

Det er pensionskassen PKA’s grønne energifond, SustainSolutions, der står bag renoveringen. Fonden bidrager med fuld finansiering.

Bestyrelsesformand i Ringparken, Bente Reib, glæder sig over, at foreningen kommer til at bidrage til den grønne omstilling.

- Midlerne fra PKA’s energifond har gjort det muligt at handle på vores ønske om at blive en mere klimavenlig forening og få en bedre energimærkning, siger Bente Reib.

Skal udnytte fjernvarmen
De 76 lejligheder skal isoleres fra gulv til loft, og så skal varmecentralen igennem en energivenlig forvandling.

- Varmeveksleren bliver renoveret, så den bliver mere effektiv og bedre udnytter fjernvarmen. Så går vi også ind og implementerer et varmestyringsanlæg, som skal sørge for, at der bliver brugt mindre energi til at opvarme boligerne, oplyser Sophie Graabirk fra SustainSolutions og fortsætter:

- Helt konkret implementerer vi et såkaldt vejrkompenseringsanlæg. Det virker således, at jo varmere det er udenfor, jo koldere kan temperaturen på vandet i radiatorerne være og omvendt. Jo koldere, det er udenfor, jo varmere skal temperaturen på vandet i radiatorerne være. Den tilpasser altså temperaturen efter vejret.

Udover en opgradering af varmeveksleren og implementeringen af vejrkompenseringsanlægeget installerer SustainSolutions ventiler, der skal sørge for at varmen fordeles bedre i forhold til lejlighedernes størrelse.

Det er Isolerings-Gruppen A/S og Bred VVS ApS, der udfører arbejdet for Ejerforeningen Ringparken og SustainSolutions.

500 klimavenlige boliger
PKA´s energifond har samlet været med til at energirenovere 500 boliger i tre store renoveringsprojekter i Sønderborg Andelsboligforening og Ejerforeningen Ringparken og har i alt bidraget med 12 millioner kroner i fuld finansiering i de tre projekter.

Projekterne er skruet sammen således, at boligforeningerne får en fuld finansieret energirenovering, som bliver betalt tilbage med udbyttet fra energibesparelsen. På den måde kan en boligforening undgå huslejestigninger og ekstraudgifter i forbindelse med en energirenovering. Projekterne er en del af PKA’s investeringer i den grønne omstilling og bidrager samtidig til Sønderborg-områdets klimaambitioner.

Renoveringen i Ringparken kommer til at skabe en CO2 besparelse på ca. 30 tons om året, hvilket svarer til udledningen fra 780 køreture mellem Sønderborg og København.

Beboerne skal energimærkes

Det er ikke kun bygningerne, som står over for en bedre energimærkning. Beboerne kan nemlig også få et A+ stempel i karakterbogen, når de skal på skolebænken med ProjectZero. Her skal de lære om energiadfærd og hvordan man bedst muligt sparer på energien.

Projektleder hos Project Zero, Henrik Bielefeldt, mener der er grobund for, at pensionsmidlerne kan være med til skabe endnu flere energibesparelser i Sønderborg-området og han glæder sig til at se resultatet af projektet.

- Det er både rigtig spændende og vigtigt at arbejde med beboernes adfærd, når der energirenoveres. Det sikrer et bedre resultat for alle parter. Vi ved, at finansiering altid er en vigtig del ved energirenoveringer og derfor er det spændende at have en investor med, som PKA’s energifond, der forstår at skabe fordele for både lejere og udlejere,  siger han.

Forløbet med beboerne forventes at gå i gang ultimo oktober 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078