Beskyldninger om stemmerod
Foreningen Denfo har gennemgået reglerne om tildeling af stemmer til generalforsamlinger i Viborg Fjernvarme, da foreningen via en unavngiven kilde har fået mistanke om uregelmæssigheder i vedtægterne.
- I Viborg Fjernvarmeselskab har det vist sig at være rod i stemmefordelingen blandt selskabets forbrugere. Konsekvensen kan være, at bestyrelsen nu må træde tilbage og at selskabet skal igennem et omvalg, skriver foreningen på sin hjemmeside.
Foreningen forventer nu, at der bliver ryddet om i det, som bestyrelsen og generalforsamlingen har besluttet, står der ligeledes på hjemmesiden.
Undersøger sagen
Hos Viborg Fjernvarme er man allerede gået i gang med at undersøge sagen. Det gjorde selskabet allerede ved modtagelsen af brevet.
- Vi har nu tilgået vores advokat for at finde ud af, om der er noget om sagen. Det skal undersøges, når der sås tvivl om stemmefordelingen. Vi har ikke noget at skjule, siger bestyrelsesformand i Viborg Fjernvarme Klaus Keller til Energy Supply.
Klaus Keller fortæller ligeledes, at der endnu ikke er taget stilling til, hvad der skal ske, såfremt i fald det viser sig, at noget ikke stemmer.
- Hvis det viser sig, at der er noget galt med vores vedtægter, så skal det selvfølgelig rettes. Vi har ingen interesse i at køre med vedtægter, der ikke er i orden, siger han.
Indtil videre maner han dog til besindighed, da undersøgelsen af vedtægterne stadig pågår, og at alle tre stemmegrupper på generalforsamlingen har godkendt vedtægterne.
Han tilføjer endvidere, at han ikke har nogen anelse om, hvad eller hvem, der er katalysator for Denfos undersøgelser.