23948sdkhjf

Norden krydser fingre for CO2-neutralitet i EU-klimaudspil

FN-rapport slår fast, at klimatiltag ikke er ambitiøse nok, før EU-Kommissionen kommer med langsigtet udspil

Onsdag vil EU-Kommissionen offentliggøre et udspil til en klimastrategi, der skal bidrage til at bremse den globale opvarmning.

Der sker, dagen efter at endnu en international rapport, denne gang fra FN's Miljøprogram (Unep), tirsdag konstaterede, at det går alt for langsomt. "Ambitionerne skal mere end tredobles", siger rapporten.

Kommissionen vil fremlægge flere scenarier for en langsigtet strategi. Udspillet ventes at anbefale et mål om at blive CO2-neutral i 2050.

Det vil i så fald være mere ambitiøst end klimaplanen fra 2011. Dengang lagde EU op til en reduktion på 80 pct. af CO2-udledningen midtvejs i dette århundrede.

Der holdes FN-klimamøde i december i den polske by Katowice.

De nordiske erhvervsorganisationer fra Danmark, Finland, Norge, Sverige og Island støtter et CO2-neutralt mål.

- EU bør stræbe efter at blive netto nuludleder i 2050. Det vil ikke blot kræve en klimastrategi for 2050. Men det vil også kræve en bedre forståelse af betydningen for alle involverede sektorer, skriver organisationerne i en fælles erklæring.

Dansk Industri repræsenterer danske virksomheder i den nordiske gruppe.

FN-klimaaftalen fra Paris bør ifølge de fem organisationer være hjørnestenen. EU's system for handel med CO2-kvoter (ETS) er et vigtigt element, hvis man skal nå målet.

Organisationerne peger også på, at man kan vinde en betydelig klimagevinst ved at ændre systemer til opvarmning over hele EU.

I Dansk Energi er håbet og forventningen, at kommissionen vil anbefale et mål om CO2-neutralitet i 2050.

Undersøgelser viser ifølge viceadministrerende direktør Anders Stouge, at det er muligt at nå det mål før 2050, hvilket Dansk Energi også gerne så.

Men selv det forventede mål fra kommissionen bliver svært at få igennem, spår han.

- Vi venter i spænding på, hvad kommissionen kommer med. Og så skal det diskuteres over de næste par år. Det bliver en slåskamp i Europa. Det kan vi lige så godt se i øjnene, siger Anders Stouge.

Erhvervs- og interesseorganisationen vedtog sammen med de øvrige elselskabers organisationer i Europa tidligere i år en strategi med et mål om, at EU skal være CO2-neutral "i god tid inden midten" af dette århundrede.

Tirsdag fastslog en rapport fra Unep, at der er blevet længere mellem klimaløfterne og den reduktion af drivhusgasser, der er brug for, hvis målene i klimaaftalen fra Paris skal nås.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.453