Hofor køber 18.000 ton sand til BIO4
Hofor overtog i 2014 Amagerværket og valgte tidligt i ejerskabet at påbegynde omstillingen værkets kulfyrede blok 3 til biomassefyring. Samtidig besluttede selskabet at investere i et nyt CFB-anlæg (cirkulerende fluidbed).
Hvad er fluid bed? Fluid bed-teknologien benytter varmt sand til at skabe en hurtig og effektiv omsætning af brændsel, det være sig biomasse eller affald. I en fluid bed findes der ud over brændsel og luft et bed-materiale (lejemateriale) i form af sand Sand og brændselspartikler sættes i bevægelse af luften, hvorved der sker en opblanding af brændsel og sand, og den energi, sandkornene har fået fra forbrænding af brændsel, overføres nemt til de nye brændselspartikler. |
Byggeriet af den nye kraftværksblok, der går under navnet BIO4, er så godt som færdigt, og nu har Hofor indgået kontrakt med NCC om levering af tørret sand til BIO4.
Med aftalen skal NCC DrySand over de næste tre år levere ovntørret sand med en specificeret kornkurve, som skal bruges som bæremateriale i den nye CFB-kedel på kraftvarmeværket.
Hofor forventer, at det årlige forbrug af tørret sand til den nye CFB-kedel bliver cirka 6.000 tons.
Sandet opvarmes til 800 grader i fyrrummet og har den særlige funktion, at det bærer og udtørrer træflisen, så forbrændingen bliver optimal på trods af, at flisens fugtindhold kan variere mellem 25-60 pct. vand.
Sandets kornkurve
Det tørrede sand kommer fra NCC’s nye DrySand fabrik i Køge, som producerer ovntørret sand med en veldefineret fordeling af kornstørrelse.
- Vi er meget glade for, at vi har vundet rammeaftalen med Hofor. Det var helt oplagt for os at byde ind på opgaven, da Hofors ønsker til sandets kornkurve matcher vores produktion af ovntørret sand. Derudover sikrer kontrakten os en stabil produktion i en længere periode, siger Claes Drud, Områdechef for forretningsområdet Industrial Minerals i NCC Industry A/S.
Stigende interesse for sand
NCC åbnede i februar 2017 den nye DrySand fabrik, som er den første NCC fabrik i Norden, der producerer tørret sand til fremstilling af tørbeton, tørmørtel, spartelmasse, fugemasse og en lang række specialbetonprodukter til industrielle formål.
Fabrikken er placeret i Køge, 30 km syd for København, og den ligger dermed i et vækstområde med en central placering i forhold til havnemiljø og det nordiske marked.
- Vores nye DrySand anlæg i Danmark er et forholdsvist nyt område i NCC Industry. Vi bestræber os hele tiden på at udvikle nye løsninger, og vi oplever en stigende interesse for de tørrede sandprodukter på det nordiske marked. Vi ser frem til fortsat at udvide vores produktsortiment over for vores kunder, siger Claes Drud.
De sidste krampetrækninger
Byggeriet af BIO4 har stået på siden 2016 og ventes i løbet af foråret at køre test og indkøring.
Endelig indvielse bliver til maj 2019, hvorefter anlægget skal producere varme og el til Københavnerne.
Når BIO4 er helt i drift til fyringssæsonen 2019/2020 vil udfasningen af den kulfyrede blok 3 begynde.
BIO4 har en samlet anlægssum på rundt regnet 5 milliarder kroner.
Om Bio4 Den årlige energiproduktion bliver på 10 PJ varme og 1.000 GWh el. Det årlige flisforbrug bliver på 1,2 millioner ton. Anlægget fjener omkring 1.000.000 ton CO2 fra København. Når anlægget er færdigt, har Københavns Kommune nået 80 pct. af sit mål om at gøre hovedstadens fjernvarmeforsyning CO2-neutral. |