Auktionshus sikrer offentlige myndigheder adgang til billig strøm
To år har det taget at få Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens blåstempling. Men nu kan Get Through Power endelig sikre offentlige myndigheder adgang til at købe den billigste strøm.
- Med mediernes daglige fokus på forringelser i hele velfærdssystemet på grund af pengemangel, er det kommet bag på os, at vi har skullet bruge 2 år på at trænge igennem med det besparende budskab.
Stor modstand trods juridisk grundlag
Auktionshusets positive budskab til kommunerne har været, at indkøb af el ikke kræver et EU-udbud, fordi el i forvejen er en børsnoteret vare og at indkøbet dermed kan klares gennem auktionshuset, med store besparelser til følge. Lovligheden fremgår tydeligt af EU’s direktiver.
Men på trods af at det juridiske grundlag fra starten har været klart, har konceptet mødt stor modstand fra de store etablerede aktører på markedet, der har sået tvivl om auktionsmetodens lovlighed. Derfor er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens konsoliderende udtalelse i dag en sejr – og ikke blot for auktionshuset, siger Hanne Kjærskov:
- På trods af liberaliseringen mangler der simpelthen konkurrence, som tilgodeser forbrugerne i det danske el-marked, siger Hanne Kjærskov og fortsætter:
- Vores auktioner giver den hårdest mulige konkurrenceudsættelse, fordi alle landets elselskaber kan byde online - og blive ved, indtil ingen kan og vil gå længere ned i pris. Dermed skaffer vi landets billigste el, på den korteste tid. Og eftersom el kun findes i én udgave, så kan ingen mærke, om den er indkøbt dyrt eller billigt.
Oplagt metode for kommuner
Netop derfor, pointerer Hanne Kjærskov, er det oplagt for kommuner, at benytte auktionsmetoden, som realiserer prisforskelle på 10 % på fastpriskontrakter. Det er nemlig en af de besparelser, der kan foretages, helt uden at borgerne kan mærke forskel. Det gælder også kontrakter på ”grøn strøm”, for de kommuner der har valgt en grøn profil.
- Vores erfaringer og beregninger viser, at der er en million kroner i besparelse at hente for en gennemsnitskommune. Det er penge, som jeg godt mener, at kommunerne kan bruge andre steder i budgettet, slutter hun.