23948sdkhjf

Landstrøm skal give grønnere krydstogtturisme i København

Københavns politikere har afsat penge af til flere landstrømanlæg, som gør, at store krydstogtskibe ikke behøver at brænde diesel af, når de ligger til kajs.

Politikerne i Københavns Kommune vil have et landstrømanlæg i den københavnske Nordhavn – og de vil undersøge mulighederne for endnu et anlæg på Langelinie-kajen.

Det står klart, efter partierne, der har været med til at fordele pengene i den årlige overførselssag, har valgt at kaste 3,5 millioner kroner efter landstrømanlæg-projektet.

- Det er en slags landstrøms-kinderæg, siger Jonas Bjørn Jensen, der er medlem af Økonomiudvalget i Københavns Kommune for Socialdemokratiet, og tilføjer:

- Vi går i gang, hvor vi kan og undersøger mulighederne, hvor vi ellers har fået at vide, at vi ikke kan have et landstrømanlæg. Vi laver også et øget nordisk samarbejde, som skal ende ud i, at flere krydstogtskibe kan koble sig på.

Millionerne rækker dog ikke langt i det store budget for landstrømanlæg, som TV 2 Lorry tidligere har beskrevet.

I august 2018 kunne TV 2 Lorry afsløre, at Københavns Kommune sammen med selskabet By & Havn og Copenhagen Malmö Port, som står bag havnen, blev tilbudt et landstrømanlæg til en værdi af 30 millioner kroner af et østjysk firma – kvit og frit.

Københavns Havn skulle kun stå for etableringen, der blev vurderet til at koste mellem 25 og 30 millioner kroner.

Parterne valgte dog at afslå tilbuddet – til stor frustration for en række politikere på Københavns Rådhus.

Med en samlet pris på omkring 60 millioner kroner for bare ét landstrømanlæg, udgør de 3,5 millioner kroner, som kommunen nu har afsat, blot lidt mere end fem procent af den samlede udgift per anlæg.

Ifølge Jonas Bjørn Jensen skal der afsættes flere midler til projektet de kommende år – og så skal finansieringen på plads.

- Det her er et arbejde, som startede på sidste års forhandlinger, hvor vi satte projektet i gang. Så dette er bare ét skridt i den lange rejse, som handler om at få en grønnere krydstogtsturisme i København, siger Jonas Bjørn Jensen.

- Det er ikke sidste gang, vi har sat penge af til landstrømanlæg i København. Nu skal vi blive klogere på, hvor meget det koster – men også hvordan den regning skal fordeles mellem de involverede parter (Copenhagen Malmö Port, By & Havn og Københavns Kommune, red.), tilføjer han.

Af de 3,5 millioner kroner skal der bruges 1,5 millioner kroner på at projektere og klargøre Oceankaj i Københavns Nordhavn til et landstrømanlæg.

Derudover skal de resterende to millioner kroner bruges på at undersøge, hvorvidt et landstrømanlæg på Langelinie-kajen kan blive en realitet, ligesom pengene skal bruges til et styrket nordisk samarbejde i sagen om landstrømanlæg.

- Nu handler det om at finde den rigtige løsning. Et af problemerne er, at det er i sin spæde udvikling. Der er ikke så mange skibe, som kan bruge det. Det skal kunne lykkes at få store skibe til at bruge det. Derfor laver vi også et øget nordisk samarbejde, som skal ende ud i, at flere krydstogtsskibe kan koble sig på.

- Hvis vi kan gå i samlet front i norden, vil det være langt mere attraktivt for skibene at tage imod landstrøm, siger Jonas Bjørn Jensen til TV 2 Lorry.

Han vil ikke sætte et eksakt tidspunkt på, hvornår København får landstrøm til krydstogtskibene i havnen – men mener, at det vil ske ”inden for en overskuelig årrække.”

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109