Dansk elbilvirksomhed opruster
Bright Ignite har fået godkendt en ordre på et stort demonstrationsprojekt. Samtidig skærper man profilen og skifter navn til Insero E-Mobility.
Ikke blot har Insero E-Mobility fået nyt navn, men nok så vigtigt har en ny strategi set dagens lys – en strategi, der har spillet direkte ind på de seneste måneders succesfulde tiltag. Direktør Karsten Lumbye Jensen siger:
- Da Energi Horsens Fonden etablerede Insero E-Mobility for to år siden var elbilområdet i Danmark stort set ukendt land, en branche uden knudepunkt og fodfæste. Vores mål har hele tiden været at skabe vækst og arbejdspladser inden for e-mobilitet, og med vores nye strategi satser vi nu i første omgang på projekter, arrangementer og et stærkt internationalt netværk som vores værktøj.
Ny stærk kapacitet i bestyrelsen
Af kommende projekter kan nævnes et meget omtalt pilotprojekt med amerikanske Nuvve, hvor man i praksis vil teste forbrugergevinsten ved at have en elbil, hvorfra man kan sælge strøm tilbage til elnettet.
Derudover skal Insero E-Mobility være projektledere på brugertests i den danske elbilproducent ECOmoves store demonstrationsprojekt finansieret af Fornyelsesfonden.
Som et yderligere led i omstruktureringen og strategiarbejdet har Insero E-Mobility desuden fået en stærk ekstern kapacitet ind i organisationen i form af det nye bestyrelsesmedlem Torben V. Holm, der igennem de seneste fire år har arbejdet med e-mobilitet i Dong Energy. I samme ombæring har han været med til at danne et dansk joint venture selskab med Better Place, der således specifikt satser på Danmark som forgangsland inden for e-mobilitet.
Nyt navn skal markere sammenhængen
Insero E-Mobility har valgt det nye navn for at markere, at de er en del af den Insero organisation som Energi Horsens Fonden er ved at bygge op gennem investeringer i klynger som denne eller ved at etablere datterselskaber – inden for energi og kommunikationsteknologi.
- Insero betyder ”at så”, ”at pode” og fortæller historien om vores organisation som katalysator for udvikling og vækst, forklarer administrerende direktør i Energi Horsens Fonden Mogens Vig Pedersen, og fortsætter:
- Insero har desuden det vigtige formål, at navnet skal være fællesnævner for alle de aktiviteter, som vi i Energi Horsens Fonden selv sætter i gang, dvs. datterselskaber og erhvervsklynger som Insero E-Mobility. Sådanne investeringer er en central del af fondens strategi mod at øge udviklingskraften i lokalområdet.