23948sdkhjf

Forsyningstilsynet skruer bissen på overfor elhandelsselskaber

Ifølge Forsyningstilsynet halter det for en stor gruppe elhandelsvirksomheder med at overholde de regler, der gælder for offentliggørelse af priser og elprodukter til elforbrugerne og de mindre virksomheder.

Det er hovedkonklusionen, efter at Forsyningstilsynet både i 2018 og her i 2019 har foretaget et tilsyn af, om elhandelsvirksomheder overholder reglerne om relevant og korrekt information til kunderne om deres priser og produkter.

Forsyningstilsynet kan også konkludere, at elhandelsvirksomheder som samlet gruppe ikke er blevet markant bedre til at overholde reglerne her i 2019 i forhold til i fjor. Der er desuden en håndfuld elhandelsvirksomheder, der er gengangere, og hverken levede op til reglerne om pris- og produktinformation i 2019 eller i 2018.

Reglerne gør det ellers klart, at virksomhederne skal sørge for, at der skal være de samme – og korrekte - pris- og produktoplysninger på deres egne hjemmesider og på den uafhængige elprisguide, elpris.dk.

- Der er i høj grad plads til forbedring for en stor gruppe af landets elhandelsvirksomheder. Forbrugerne og de mindre virksomheder har krav på – oven i købet med lovgivningen i ryggen - at få klar og korrekt information om priserne og produkterne på elmarkedet, siger Carsten Smidt, direktør for Forsyningstilsynet.

I 2018 konstaterede Forsyningstilsynet, at 14 elhandelsvirksomheder ud af 33 ikke levede op til reglerne. I 2019 var det 16 ud af 38.

- Vi går derfor nu mere konsekvent til værks og strammer sanktionerne med påbud og påtaler over for de virksomheder, der desværre ikke følger reglerne, siger Carsten Smidt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094