23948sdkhjf

Quality Hotel kobler sig på fjernvarme og - køling

Høje Taastrup Fjernvarme optimeret forbrug af varme og køling på Quality Hotel Høje Taastrup.

Alle er glade – især gæsterne.

- Det er vist sjældent, at win-win begrebet har givet så god mening som med disse projekter. Vi formindsker energiforbruget til gavn for både klimaet og hotellets gæster.

Sådan siger direktør Mikkel Simonsen, Quality Hotel Høje Taastrup, efter afslutningen på to store projekter, som hotellet har gennemført i samarbejde med Høje Taastrup Fjernvarme.

Først blev varmesystemet fornyet, og nu er hotellets kølesystem også koblet på fjernkølingen fra Høje Taastrup Fjernvarme.

Bedre for miljøet og gæsterne
Der er installeret to interne kundeanlæg – et til fjernvarme og et til fjernkøling – på Høje Taastrup Fjernvarmes abonnementsordning. Hotellet betaler så abonnementet som en del af afregningen ved levering af varme og køl. Men da de nye anlæg også medfører betragtelige besparelser på energiforbruget, forventer Mikkel Simonsen, at de tjener sig hjem igen på ganske få år.

- Frem for alt har vi nu løftet komforten for vores gæster markant, fastslår Mikkel Simonsen. Før havde vi to varmtvandsbeholdere. Selv om de hver rummede 3.500 liter, kunne vi godt løbe tør for varmt vand om morgenen, og hvor sjovt er det som hotelgæst at risikere et morgenbad under en kold bruser? Nu kører vi med et gennemstrømningssystem, så der altid er varmt vand til alle 154 værelser og de øvrige forbrugssteder i bygningen. Det betyder også, at der er varmt vand straks, når du åbner for hanen. Det er jo et kæmpe løft af gæsternes komfort.

Der er kommet styr på varmen
Også varmen på værelserne kører med et langt bedre flow i det nye varmesystem. Anlægget er styret i forhold til udetemperaturen, og alle 250 radiatorer i huset har fået nye termostater. Før brugte hotellet mange ressourcer på at holde radiatorerne ved lige, men nu kan stuepiger blot lige tjekke, om termostaten står korrekt.

- Vores nye varmecentral er styret og overvåget af Høje Taastrup Fjernvarme, som holder øje med driften, og om returvandet er afkølet godt nok. Før betalte vi store summer ekstra, fordi vores returvand var for varmt, men siden vi fik det nye anlæg, har vi ikke betalt ekstra tarif.

- Det giver ikke så meget mening at sammenligne vores forbrug før og efter, for vi har heldigvis langt flere gæster nu, end vi havde før. For gæsterne er komfort afgørende, så måske har vores investering bidraget til, at vores gæster nu vender tilbage igen. Har du boet på et hotel, hvor der ikke var nok varmt vand, er det nok ikke lige dér, du søger hen igen næste gang, bemærker Mikkel Simonsen, der som teknik-ansvarlig til gengæld er mest begejstret for driftssikkerheden i den nye løsning.

Nu med på fjernkøling
I forlængelse af varmeprojektet tilbød Høje Taastrup Fjernvarme hotellet at komme med på det fjernkølingssystem, som selskabet også driver, blandt med leverance til grønttorvet Copenhagen Markets.

Quality Hotel Høje Taastrup har komfortkøling af konferencelokaler med plads til 400 personer. Derudover råder køkkenet over tre kølerum og et frostrum, hver på cirka 12 kubikmeter, der skal køles ned til henholdsvis 5 og minus 16 grader.

- Før havde vi fire kompressorer til at lave kulde. Ligesom varmeanlægget stammede det fra 1985 og var utidssvarende med et stort elforbrug og med nogle komponenter, der ikke kunne repareres mere. Derfor var det ret nervepirrende, om anlægget en dag ville gå ned. Hvad skulle vi så gøre? Du får ikke lige sådan et anlæg fra den ene dag til den anden, og vi har fødevarer for 100.000 kr. stående på køl og frost, påpeger Mikkel Simonsen.

Så han var meget lydhør, da teknisk chef Uffe Schleiss på vegne af Høje Taastrup Fjernvarme tilbød at koble hotellet på fjernkølingen. Det er sket nu, blandt andet med nedgravning af køleledning i Carl Gustavs Gade, og i september blev det taget i brug.

- Det er en klar forbedring, siger Mikkel Simonsen. Vi er sluppet af med fire støjende kompressorer og skal ikke mere bruge en miljørisikabel kølevæske, men har i stedet en løsning baseret på koldt vand.

De to helt store gevinster er miljøvenligheden og driftssikkerheden, men vi kommer også til at spare el.

Et gennemrenoveret hotel
De to energi- og klimatiltag kommer i forlængelse af en gennemgribende renovering af hele hotellet, som ikke er helt afsluttet endnu. Den 10.000 kvadratmeter store bygning er fra 1985, men var dårligt vedligeholdt, da hotellet for fire år siden blev købt ud af en norskejet hotelkæde og kom på danske hænder.

Siden er der renoveret for cirka 12 mio. kr. med nyt inventar på knap 100 af værelserne; de sidste 60 venter endnu. Også den renovering har givet Quality Hotel Høje Taastrup en endnu stærkere miljøprofil, påpeger Mikkel Simonsen:

- Inden renoveringen brugte vi 17.000 kubikmeter vand om året. I 2015-16 skiftede vi samtlige 210 toiletter og fik forbruget med på 6.800 kubikmeter. Besparelsen betød, at investeringen var tjent hjem igen på to år. Samtidig har vi skiftet 60 procent af vores belysning til LED, og resten skal også skiftes. Foreløbig har vi skåret en tredjedel af lysregningen. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111