23948sdkhjf

Udfordrende driftssituation på Sjælland: 1.100 MW udkoblet på fire minutter

En kortslutning på station Bjæverskov medførte d. 8. oktober en utilsigtet hændelse i elsystemet, der kunne have påvirket Sydsverige. Hændelsen demonstrerer landenes gensidige afhængighed og viser, at tilslutningsregler og samarbejdsinstrukser er vitale for forsyningssikkerheden.

Det skriver Energinet på sin hjemmeside. 

Avedøreværket og Rødsand 2
Den udfordrende driftssituation på Sjælland udsprang af en kortslutning under arbejde på station Bjæverskov. Hændelsen fik ingen konsekvenser for elforbrugerne, men den demonstrerede de interne afhængigheder i det samlede elsystem og behovet for klare aftaler og koordinering.

Station Bjæverskov er et centralt knudepunkt i det østdanske 400 kV-net, og kortslutningen førte til, at Kontek-forbindelsen til Tyskland udkoblede. Det var en forventet følgevirkning, og elsystemet er dimensioneret til at kunne håndtere det. Der skete imidlertid to ikke-ventede følgefejl oveni, hvor Avedøreværket blok 2 udkoblede, og Rødsand 2 vindmøllepark blev nedreguleret.

Samlet blev ca. 1.100 MW effekt udkoblet inden for 4 minutter. Det østdanske elsystem er dimensioneret til udfald af op til 600 MW, og hændelsen krævede derfor, at alle reserver blev aktiveret i Østdanmark og i Sydsverige. Umiddelbart så det ud til, at der kunne hentes den manglende effekt via forbindelsen til Sverige, men det resulterede i en kritisk overbelastning i elnettet omkring Stockholm.

Gennemgang af instrukser og tekniske undersøgelser
- Det tog to timer, inden de kritiske overbelastninger var fjernet i det svenske net, og havde vi fået signalet fra Sverige, var vi klar til at frakoble forbrug. Hændelsen har ført til, at vi i Energinet og Svenska Kraftnett har gennemgået vores driftsinstrukser for samarbejdet for at minimere risikoen for, at det kan ske igen, siger områdeleder i Elsystemdrift, Klaus Winther.

Samtidig har Energinet i samarbejde med anlægsejerne igangsat en teknisk undersøgelse af, hvorfor Avedøreværket blok 2 udkoblede, og Rødsand vindmøllepark nedregulerede. Samlet set er det Energinets konklusion, at tilslutningsbestemmelserne for elproducenter fungerer efter hensigten.

- Det er ekstremt vigtigt, at komponenter – producenter og anlæg - tilsluttet elnettet lever op til de tilslutningsregler, der findes. Der er store interne afhængigheder i elsystemet, og som hændelsen i oktober viste, så kan det have store konsekvenser, hvis store komponenter utilsigtet falder ud samtidigt, siger Klaus Winther.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094