23948sdkhjf

Med elbil fra tog til dør

Nu offentliggør Better Place og DSB nærmere detaljer for det fælles samarbejde om at tilbyde kombineret tog- og elbiltransport til pendlere.
Better Place og DSB er klar til at køre kunderne fra tog til dør med elbil. Det er resultatet af et unikt og innovativt samarbejde mellem de to virksomheder, hvor kombinationen af elbil og tog kan tilbyde danskerne miljøvenlig transport på hele rejsen.

Elbilsdeleordning
Fra oktober i år vil det være muligt at bestille en elbil sammen med togbilletten, i første omgang for en mindre gruppe virksomheder.

Konkret ønsker de to selskaber at etablere en eldelebilsordning sammen med biludlejningsselskabet Avis ved en række større danske togstationer. Ordningen starter med et pilotprojekt i Høje-Taastrup og Skanderborg, som gør det muligt at tilbyde et alternativ til bilen på rejsen mellem Østjylland og Storkøbenhavn.

Skridt på vejen
Pilotprojektet er første skridt mod et bredere samarbejde mellem Better Place og DSB i ambitionen om at kunne tilbyde transport fra dør til dør på en miljøvenlig måde.

- DSB ser store perspektiver i det her samarbejde. Når toget og elbilen kan gå hånd i hånd på denne måde, kan vi sammen med Better Place byde ind med løsninger på bl.a. de store køproblemer, som mange bilpendlere oplever hver dag. I stedet for at sidde i ineffektive køer kan kunderne tage til nærmeste station, sætte sig ind i toget og være online og effektive for derefter at tage en elbil til deres slutdestination. Samarbejdet kombinerer det bedste ved de to transportformer, siger DSB’s kommercielle direktør Mogens Jønck, der også glæder sig over muligheden for at kunne trække flere kunder over i toget.

Ny form for fleksibilitet
Når kunderne bestiller deres billet på dsb.dk, bliver de samtidig tilbudt at bestille en elbil. Bestiller man en elbil, får man undervejs på togrejsen en SMS med en kode, der fungerer som døråbner til bilen. Det er muligt at have bilen en hel dag og køre op til 120 kilometer på det fuldt opladte batteri.

- Denne form for rejse giver en fleksibilitet, der er helt unik. Rejsetiden bliver brugt effektivt på en miljømæssig forsvarlig måde. Og det er nemt for kunden at komme fra et sted til et andet med stop undervejs, siger Mogens Jønck.

Det fælles eldelebilsprojekt er støttet af TEN-T EA, der er Forvaltningsorganet for det transeuropæiske Transportnet. Det er hensigten med projektet, at det senere skal udvides til at omfatte flere af de største pendlerstationer i Danmark.

Skal bryde med vanetænkningen
- Elbiler gør det muligt at bryde med vanetænkning. Det er denne kobling mellem kollektiv og personlig transport et stærkt eksempel på. Danske virksomheder får mulighed for at sænke deres CO²-fodaftryk og samtidig spare medarbejderne for tid og energi. Det, tror vi, kan vække interesse hos mange pendlere, for hvem det tidligere har været for besværligt at skifte benzinbilen ud med et miljørigtigt alternativ, siger Johnny Hansen, administrerende direktør i Better Place.

DSB er i gang med at rekruttere virksomheder, som i arbejdsøjemed har medarbejdere med et transportbehov mellem Østjylland og Storkøbenhavn.

På sigt vil Better Place og DSB tillige sammen se på mulighederne for at etablere opladningsmulighed for elbiler ved de større pendlerstationer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078