Gadelyset i Randers skal drives af solenergi
Et spektakulært randrusiansk forsøgsprojekt baner vej for nettilsluttet gadelys-systemer drevet af solenergi.
- Vi igangsatte projektet, fordi vi synes kombinationen af design og udvikling af mange forskellige teknologier – altså både master, solceller og LED, var meget interessant. Vi har en ambition om at være i front inden for miljø, klima og udendørs belysning, så at gå foran med et forsøgsprojekt var oplagt, forklarer Nils Ole Schiønning, overmontør hos Verdo.
Scotia ApS har sponsoreret solcellemasterne og fundamenterne. Verdo har stået for projektering, opsætning, tilslutning og drift.
Energiforbrug og CO2-reduktion
Gadelamperne er koblet på el-nettet. Det har den fordel, at solcellernes produktion af elektricitet kan sendes direkte ud på nettet og hermed sælges til el-selskabet.
Samtidig er armaturerne udstyret med energibesparende 86W LED-lyskilder. Deres lave energiforbrug er medvirkende til, at gadelamperne på årsbasis forbruger mindre strøm end de selv producerer. Gadelyset tjener sig selv hjem på den måde.
- En solcellemast producerer ca. 385 kWh strøm om året, hvilket svarer til at lade en 100W pære brænde i 10,5 time om dagen hele året rundt. Samme lysmast med LED forbruger kun årligt omkring 345 kWh. Der giver således en gevinst på 112 procent, når regnestykket samlet set gøres op, forklarer Nils Ole Schiønning fra Verdo.
Produktionen af strøm ved hjælp af solenergi reducerer også CO2-udslippet. En solcellemast sparer miljøet for 218 kg CO2 om året. Det går godt i spænd med, at Randers og Syddjurs Kommune vil være synlige medspillere i kampen for at få nedbragt CO2-udslippet.
Et grønnere og flottere bymiljø
Hos både Randers og Syddjurs Kommune er de glade for det nye gadelys.
- Da Nils Ole fra Verdo kontaktede mig med sin idé, kunne jeg sagtens se potentialet. Smukt designede lygtepæle, som omdanner solens stråler til elektricitet om dagen og oplyser og udsmykker gaden ved Randers Regnskov med energieffektive virkemidler om aftenen, var en indlysende god idé, siger Martin Højholdt, bygningskonstruktør hos Veje og Trafik ved Randers Kommune.
Med den centrale placering ved Randers Regnskov og Ebeltoft Skudehavn håber Verdo, at solcellemasterne vil blive populære til vej- og parkbelysning i de områder, hvor man vil sende et grønt signal. Og Scotia ApS fortsætter gerne samarbejdet.
- Vi har i samarbejdet med Verdo oplevet professionalisme, innovation og entusiasme, så vi fortsætter gerne. Ved installationen af de første master i Randers og Ebeltoft bekræftede Verdos teknikere, at solcellemasterne kunne håndteres på samme måde som "traditionelle" master. Det betyder, at vores mål om ikke at tilføre kompleksitet ved brug af solcellemaster, var lykkedes, forklarer Heine Olsen, der er direktør i Scotia ApS.