El-forbrugere frygter at blive snydt og vildledt
EL Forbundet oplever i disse dage en storm af henvendelser fra bekymrede medlemmer, der frygter at blive snydt eller vildledt af elselskaberne.
Forvirrende regninger, for høje priser og kritisable forhold på el-markedet har fået et stort antal forbrugere til at melde sig ind i indkøbsforeningen Elforbundet.dk, der på kun en måned har oplevet en tilmeldingsvækst på 400 pct.
- Det er min klare fornemmelse, at forbrugernes tillid til både el-selskaber og myndigheder efterhånden er forsvundet, forklarer Morten Sinding, der er forbrugerjurist og talsperson for Elforbundet.dk.
Manglende overblik giver utryghed
Siden liberaliseringen af el-markedet i 2003 er det kun blevet dyrere, mindre gennemskueligt og langt mere besværligt at være el-kunde i Danmark. Regningerne fra el-selskaberne er blevet næsten umulige at gennemskue, og for nylig viste en rapport fra Ea Energianalyse, at forbrugerne har betalt hele 2,4 mia. kr. for meget for strøm siden 2003.
Senest har Dansk Energi måttet lukke myndighedernes oplysningshjemmeside, elpristavlen.dk, efter anklager om vildledning. Det har ifølge Morten Sinding store konsekvenser for forbrugernes tillid. Han ærgrer sig på forbrugernes vegne over forholdene på el-markedet.
- Forbrugerne ved, at de bliver overtakseret af deres el-selskab, og når de vil bruge myndighedernes hjemmeside til at finde billigere priser, bliver de vildledt. Jeg kan sagtens forstå de forbrugere, der kontakter os, fordi de efterhånden er sure eller blot forvirrede, udtaler Morten Sinding.
Et lille lys i mørket
Elforbundet.dk får øjeblikket op mod 20 forbrugerhenvendelser om dagen. Nogle vil blot have faktuel information om regler og sparemuligheder, men mange ringer, fordi de er frustrerede og usikre.
Morten Sinding kan godt forstå, at de seneste tiders mange historier om uigennemsigtighed, vildledning og mistanker om uhæderlig virksomhedspraksis i el-branchen medfører usikkerhed og kundeflugt, men i alt det negative kan han dog stadig se noget positivt for forbrugerne.
- Flere tilmeldinger på Elforbundet.dk betyder bedre aftaler hos el-selskaberne. Og det er jo trods alt positivt, lyder det nemlig fra Morten Sinding.