23948sdkhjf

Forsyningsselskaber sætter strøm til spildevandet

- Vi vil undgå at skulle bruge kemi.

Det er grundlaget for en ny metode til rensning af spildevandet, som Din Forsyning og en række samarbejdspartnere tester i projektet Elektrosep.

Her vil man ved hjælp af elektrokoagulering gøre adskillelsen af fosfor fra spildevandet til en noget grønnere proces.

Separationen er et element i behandlingen af spildevand, som skal gennemføres før det rensede vand kan ledes ud i vandmiljøet igen.

I dag tilsætter man ofte kemi, typisk jern eller aluminium, for at opnå en effektiv separation.

- Anvendelsen af jernklorid og jernsulfat har en masse ulemper. Det er giftigt at få på hænderne. Samtidig er måden det produceres på omstændelig, fortæller procesingeniør Mikkel Laustrup fra Din Forsyning.

På den anden side er elektrosep-løsningen, som det ser ud på papiret lige nu, en smule dyrere end traditionelle metoder.

- Et af formålene med projektet er at udvikle en alternativ løsning, der er lige så effektiv, men som ikke bliver så meget dyrere at det vil være en hæmsko. Målet er at kunne gøre det lige så effektivt til samme pris – bonus er, hvis det kan gøres bare lidt billigere med elektrosep, siger Mikkel Laustrup.

Frigiver jern og alu
Metoden elektrokoagulering er kendt fra industrien, men er ikke før anvendt i spildevandssektoren.

Det er en forholdsvis enkel proces.

- Vi har en blok metal eller aluminium, som vi sender en bestemt mængde strøm igennem. Det får blokken til at frigive metal-ionerne, der binder sig med fosfaterne i spildevandet. Fuldstændig som når vi bruger kemikalier, siger Mikkel Laustrup.
Metalblokkene placeres ved indløbet til primærtanken på renseanlægget.

Slipper for restprodukt
Ud over at man slipper for at håndtere de giftige kemikalier, så slipper spildevandsselskaberne også for at håndtere restprodukter.

- Når vi renser med kemikalier, står vi tilbage med en del affaldsprodukter, som vi ikke kan bruge og som skal håndteres på en bestemt måde. Det slipper vi for med elektrokoagulering, siger Mikkel Laustrup og tilføjer:

- Her har vi bare en blok, der skal udskiftes i ny og næ og nogle elektroder, der skal renses.

Forsøg på Renseanlæg Vest
På sigt er det meningen, at metoden skal testes på fire renseanlæg. Hos Din Forsyning vil det være Renseanlæg Vest, der skal lægge spildevand til.
Men dertil er projektgruppen ikke helt kommet endnu. Projektet er i første fase - også kaldet laboratoriefasen.

Den foregår mestendels på Aalborg Universitet og løber frem til slutningen af april.

- Vi har i februar måned sendt fire prøver op til Aalborg Universitet fra Rens Vest, og de fire prøver har de undersøgt. Så Rens Vest er første anlæg til at supplere AAU med spildevand til deres laboratoriefase. Laboratoriefasen går mere specifikt ud på at finde ud af, på hvilken slags spildevand elektrosep klarer sig bedst, forklarer Mikkel Laustrup

De sidste prøver indsamles i slutningen af april og herefter vil man skulle bruge en måned på at analysere på dem.

Herefter afklares om der er potentiale nok til at gå videre med fase to, hvor det altså er meningen, at der skal udvikles et anlæg til elektrokoagulering.

Når og hvis det kommer for en dag, vil der skulle testes på renseanlæg hos BlueKolding, Din Forsyning og Grindsted Renseanlæg.

Branchesamarbejde med støttemidler fra DANVA
Din Forsyning tester elektrokoagulering i samarbejde med Grindsted Renseanlæg A/S, BlueKolding A/S, Teknologisk Institut, Aalborg Universitet og AL-2 Teknik A/S på en række renseanlæg.

Udviklingsprojektet, kaldet Elektrosep, bliver støttet med 500.000 kr. fra Dansk Vand- og Spildevandsforening (Danva)

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103