23948sdkhjf

Fremtidsfond skal understøtte op til 27.500 grønne job

Regeringen håber, at Danmarks Grønne Fremtidsfond kan generere finansiering for trecifret milliardbeløb.

Regeringen præsenterer mandag rammerne for at etablere Danmarks Grønne Fremtidsfond, der får en samlet kapacitet på 25 milliarder kroner.

Sammen med De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet blev regeringen i december sidste år enige om finansloven for i år, hvor fremtidsfonden indgik.

- Med Danmarks Grønne Fremtidsfond på 25 milliarder kroner kan vi give et rygstød til danske grønne løsninger, som kan gøre gavn både herhjemme og i resten af verden, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.

- Danmark og danske virksomheder har i mange år gået forrest med udviklingen af grøn teknologi, og Fremtidsfonden vil bidrage til, at vi kan fastholde vores grønne førerposition og skubbe samfundet i en mere bæredygtig retning.

- Samtidig kan vi understøtte tusindvis af grønne job i en tid, hvor regeringen har fokus på den økonomiske genopretning af vores samfund, siger han.

Ud fra erfaringer med tidligere investeringsprojekter forventer regeringen, at fremtidsfonden kan generere privat finansiering for op til 85 milliarder kroner.

Således at fonden samlet kan komme til at bidrage med op til 110 milliarder kroner til at finansiere grønne virksomheder og projekter.

Det vurderes, at fonden kan komme til at understøtte 27.500 grønne job, fremgår det af pressemeddelelsen.

Det er langt fra alle pengene, der skal hives op af statskassen.

Ifølge finanslovsaftalen for i år skal der kun afsættes 76 millioner kroner i 2020, 170 millioner i 2021 og 264 millioner fra 2022 og frem.

Ud af den samlede ramme på 25 milliarder kroner bliver Eksportkredit Fonden (EKF) styrket med 14 milliarder kroner.

Vækstfonden styrkes med fire milliarder kroner, Danmarks Grønne Investeringsfond (DGIF) med seks milliarder kroner, mens Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) bliver styrket med én milliard kroner.

/ritzau/

Danmarks Grønne Fremtidsfond skal sikre grønne løsninger

Bliv klogere på fonden her:

* Den har samlet kapacitet på 25 milliarder kroner til grønne virksomheder.

* Den skal blandt andet hjælpe grønne virksomheder. Det kan ske med risikovillig kapital og hjælp til at nå eksportmarkeder.

* Den skal hjælpe med udvikling og udbredelse af nye teknologier, omlægning af energisystemer til vedvarende energi, lagring og effektiv anvendelse af energi med videre og fremme af global eksport af grøn teknologi.

* Fonden skal bidrage til at løse de udfordringer, som klimaforandringerne og en voksende verdensbefolkning skaber i form af fødevaremangel og vandknaphed.

* Samlet set vurderes Danmarks Grønne Fremtidsfond - med en væsentlig usikkerhed - at kunne understøtte op mod 27.500 grønne arbejdspladser.

* Baseret på Vækstfondens eksisterende erfaringer forventes den øgede grønne aktivitet i Vækstfonden at skabe cirka 21.500 nye grønne arbejdspladser i Danmark.

* Baseret på Danmarks Eksportkredits (EKF) eksisterende erfaringer forventes den øgede grønne aktivitet i EKF at skabe og fastholde cirka 6.000 grønne arbejdspladser i Danmark.

* Det er forventningen, at midlerne i fonden kan suppleres med op til omkring 85 milliarder kroner i privat medfinansiering. Det er ud over de 25 milliarder kroner, som fonden selv leverer.

* Samlet set vurderes det dermed, at fonden kan understøtte samlet finansiering for op til 110 milliarder kroner til grønne virksomheder og projekter.

Kilde: Finansministeriet.

/ritzau/

(Forsidefoto: Colourbox)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093