23948sdkhjf

EU vil kigge milliardstort Danfoss-køb efter i sømmene

EU-Kommissionen åbner en "tilbundsgående" undersøgelse af Danfoss' overtagelse af irske Eaton. Det oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.

Købet, der omfatter Eatons hydraulikforretning, blev annonceret i januar og løber op i 3,3 milliarder dollar - eller mere end 20 milliarder kroner.

Hydrauliske komponenter er for eksempel pumper og andet, der bruges i systemer, som sætter en maskine i bevægelse - for eksempel en motor.

Overtagelsen var betinget af de relevante myndigheders godkendelse. Og nu vil EU-Kommissionen altså granske den yderligere.

Det skyldes, at EU-Kommissionen er bekymret for, at overtagelsen kan begrænse konkurrencen på markedet.

En indledende undersøgelse har skabt bekymring for, at overtagelsen kan føre til højere priser.

Både Danfoss og Eaton er nemlig "stærke aktører" på markedet for hydrauliske komponenter.

Ifølge EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har producenter af maskiner brug for adgang til komponenterne til rimelige priser. Ellers vil de ikke kunne udvikle sig.

- Vi har indledt en tilbundsgående undersøgelse for omhyggeligt at vurdere, om transaktionen kan føre til negative virkninger for konkurrencen og til færre valgmuligheder og højere priser for de europæiske kunder, siger hun i meddelelsen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11