23948sdkhjf

Erhvervslivet ønsker bredt energiforlig

Erhvervslivets organisationer kommer nu med en klar opfordring til politikerne: Indgå et bredt energiforlig. Det giver sikkerhed for investorerne, lyder det.
Forhandlingerne om en ny langsigtet energiaftale er i fuld gang. Over for Vindmølleindustriens nyhedsbrev Megawatt understreger en række organisationer styrken ved en bred politisk aftale.

- Vi vil opfordre regeringen og oppositionen til at gøre alt, hvad de kan for at indgå et bredt forlig. Det er vigtigt for erhvervslivet, at den lange tradition for brede forlig på energiområdet fastholdes. Et bredt forlig skaber sikkerhed for investorerne. Det er vigtigt, at der er en langsigtet forudsigelighed omkring omkostningerne, siger Tine Roed, der er direktør i Dansk Industri.

Også Landbrug & Fødevarer opfordrer politikerne til at finde et kompromis:

- Den grønne omstilling, som alle ønsker, kommer ikke i virkelighedens verden uden et bredt forlig - både regering og opposition skal derfor flytte sig. Regeringen må indse, at målene kan nås billigere med stærkere fokus på de reelle ressourceudfordringer og med bedre synergier til klima- og miljømål. Oppositionen skal sikre, at den grønne omstilling tager bredt udgangspunkt i danske styrkepositioner og dermed sikrer vækst og konkurrenceevne for hele samfundet, lyder det fra Søren Korsholm, klima- og energipolitisk chef.

Hos Dansk Energi ser man også gerne, at begge sider af Folketinget finder sammen om en aftale.

- Energiinvesteringer har en lang horisont. Det er derfor som udgangspunkt en fordel med brede og langsigtede forlig, men selvfølgelig ikke for enhver pris. Indholdet spiller forsat en afgørende rolle. Derfor ønsker vi et bredt og langsigtet - men også et godt - forlig, siger adm. direktør Lars Aagaard og fortsætter:

- Et godt forlig opstår, hvor alle parter giver og tager. Derfor skal alle nok bevæge sig. Resultatet skal være et solidt fundament for vækst og udvikling i Danmark med afsæt i den nødvendige grønne omstilling, som vi heldigvis ser bred politisk opbakning til. Det skal sikres med en finansiering, som støtter op om omstillingen hen imod markant mere vind og biomasse. Tilsvarende er det nødvendigt med større ambitioner for energibesparelser og elektrificering af transport og opvarmning.

Forhandlingerne om en ny energiaftale fortsætter tirsdag d. 17. januar 2012.

Kilde: Vindmølleindustrien - http://www.windpower.org/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121