23948sdkhjf

Tysk delstat har kig på dansk fjernvarme til 5 millioner indbyggere

Baden-Württemberg har som en af Tysklands største og rigeste delstater sat et mål om, at 80 procent af delstatens energiforbrug skal baseres på vedvarende energi i 2050. Men opvarmning og afkøling udgør 50 procent af Tysklands energiforbrug og er primært baseret på sorte energikilder.

Der er derfor stor tysk interesse i at omstille varmesektoren i mere bæredygtig retning, skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Den store tyske delstat, Baden-Württemberg, har netop vedtaget ny klimalov, der stiller krav om obligatorisk varmeplanlægning i 103 byer, med i alt 5 mio. indbyggere.

De 103 byer skal finde grønne alternativer til fossil varme og delstaten har fjernvarme i kikkerten.

Derfor har har Energistyrelsen og den danske ambassade i Berlin i de sidste tre år samarbejdet med Baden-Württembergs Ministerium for Miljø, Klima og Energi om at udveksle erfaringer om netop grøn omstilling af varmesektoren.

Dialogen har været suppleret af indsatser fra Danish Board of District Heating (DBDH), Dansk Industri og State of Green, der har fremvist konkrete danske løsninger til inspiration.

Den tætte dansk-tyske dialog har altså nu resulteret i den nye varmelovgivning som en del af en ny klimalov i Baden-Württemberg. Lovgivningen omfatter som nævnt delstatens 103 største byer og kravet om at igangsætte en langsigtet strategisk varmeplanlægning for at sætte skub i omstillingen til vedvarende energi.

Inspiration for andre

Hos Energistyrelsen, der har samarbejdet med Baden-Württemberg siden 2017, glæder vicedirektør Martin Hansen sig over at se delstatens nye grønne varmetiltag.

- Vi er meget glade for, at danske erfaringer nu kan gavne Baden-Württemberg på deres vej til en grøn varmeforsyning. Baden-Württemberg er en grøn frontløber i Tyskland. Vi oplever, at deres nye tiltag på varmeområdet bliver fulgt nøje i hele Tyskland, både på nationalt niveau og i andre delstater. Derfor bliver det spændende at følge dem på denne rejse, som forhåbentlig kan inspirere andre delstater, siger Martin Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen.

Store danske eksportmuligheder

Når varmeplanlægningen bliver en obligatorisk kommunal opgave i Tyskland kommer der sandsynligvis mere grøn fjernvarme. For at støtte dette skift, vil Energistyrelsen bistå kommunerne i deres kommende varmeplanlægning.

Det kan potentielt skabe et stort eksportmarked for grøn dansk energiteknologi i Tyskland, som er Europas største økonomi, og i 2019 Danmarks største eksportmarked for energiteknologi.

Rambøll er en af flere danske virksomheder, som følger udviklingen på det tyske marked for fjernvarmeløsninger tæt.

- Rambøll har arbejdet med energiplanlægning og fjernvarmeprojekter i Tyskland siden vi åbnede en afdeling for fjernvarme i Hamborg for fem år siden. Vi tror på, at obligatoriske varmeplaner vil accelerere den grønne omstilling, og at det vil bringe vores danske løsninger til byerne og kommunerne meget hurtigere. Vi håber at Baden-Württemberg’s beslutning vil inspirere de øvrige Bundesländer til at indføre tilsvarende greb, udtaler Managing Director, Energy, Michael Simmelsgaard.

Også danske producenter af udstyr til fjernvarmeindustrien står klar til at bidrage til en grøn omstilling af tysk varmeforsyning. Det gælder bl.a. Kamstrup, der står klar med teknologi.

- Teknologierne til at levere effektiv grøn varme er allerede klar og potentialet i Tyskland er enormt. Forsyningerne vil gerne udvikle fjernvarmen, men det handler i stor udstrækning om at sikre langsigtet planlægning og de rigtige rammevilkår for at få det til at ske i praksis. Derfor ser vi utrolig positivt på de nye krav til varmeplanlægning og krydser fingre for at andre tyske delstater bliver inspireret, siger Steen Schelle Jensen, Head of Business Development – Heat/Cooling i Kamstrup.

Den nye lov om obligatorisk varmeplanlægning blev vedtaget den 14. oktober 2020, og varmeplanerne skal være på plads for samtlige 103 storbyer i delstaten inden for de næste tre år.

Fakta

  • Energistyrelsen samarbejder bilateralt med 16 lande. Myndighedssamarbejdet med Tyskland er en del af Eksportordningen for Energiområdet og skal fremme den grønne omstilling og den institutionelle kapacitetsopbygning.
  • Det dansk-tyske myndighedssamarbejde om energi drives af Energistyrelsen og implementeres i tæt samarbejde med Udenrigsministeriets Trade Council. Derudover samarbejder Energistyrelsen bl.a. med Danish Board of District Heating (DBDH), DI Energi og State of Green.
  • Samarbejdet blev etableret i 2015 og fokuserer i dag på at dele erfaringer inden for produktion, distribution og effektiv brug af energi for at sætte skub i den grønne omstilling og opfylde Parisaftalen og FN’s verdensmål.

(Forsidefoto: Colourbox)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143