Isoplus lander ordre i tyve kilometers-klassen
Trekantsområdets varmetransmissionsselskab Tvis har i løbet af 2020 indgået en del aftaler med områdets fjernvarmeselskaber om levering af varme.
I september var det med Vamdrup Fjernvarme om levering af 72 procent af varmen til Vamdrups 1.200 forbrugere.
Senere på året indgik Tvis en aftale med Jelling Varmeværk og Bredsten-Balle Varmeværk om levering af fjernvarme via en 20,7 kilometer lang fjernvarmeledning.
Isoplus vandt opgaven med rørleverancer på den første opgave og har nu også vundet den tilsvarende opgave til projektet i Jelling og Bredsten-Balle.
Her indbefatter opgaven levering af præisolerede rør og muffemontage.
Den 20 km lange transmissionsledning skal udføres i en kombination af enkelt og dobbeltrør i 16 meters længder.
Tvis investerer ca. 90 mio kr i hele projektet, som omfatter etablering af transmissionsledning fra Tvis’ system i Vejle, inklusive pumpestationer og vekslerenheder. De første cirka 7,5 km af ledningen er fælles og herefter etableres der separate ledninger til de to byer.
Der er endnu ikke valgt entreprenør på opgaven, der er opdelt i fire etaper: Vejle til Rosborg, Rosborg til Skibet, Skibet til Bredsten-Balle og Skibet til Jelling.
Arbejdet med etablering af transmissionsledningen begynder midt januar 2021 og forventes afsluttet inden varmesæsonen 2021-2022.
(Forsidefoto: Tvis)