Sommerland udfordrer nyt vandværk
Før jul blev der taget første spadestik til et nyt vandværk i Jonstrup i Nordjylland.
Bag vandværket står konsortiet Krüger/Arkil, hvor Krüger står for alt vedrørende teknik, SRO-anlæg og behandlings- og procesanlægget, mens Arkil står for byggeriet.
Vandværket skal blandet andet levere vand til Fårup Sommerland og 2.400 sommerhuse.
Sommerland giver særlige udfordringer
Jonstrup Vandværk opbygges med en traditionel proces med filtrering i almindelige sandfiltre. Der er dog nogle udfordringer, da vandværket leverer til nogle store sommerhusområder, hvilket medfører meget store udsving i forbruget.
Samtidig skal vandværket levere vand til Fårup Sommerland. Udenfor sommersæsonen leverer vandværket ca. 380 m3/døgn, mens det stiger til ca. 1.800 m3/døgn i højsæsonen. Dette giver nogle udfordringer med at overholde grænseværdierne for ammonium og nitrit i højsæsonen.
Derfor monteres Filtraflo NIT i processen, der sammen med højeffektive filtre og SRO-styring skal sikre, at vandværket overholder grænseværdierne både sommer og vinter.
Teknisk løsning
Vandværket opbygges med to separate proceslinjer. Behandlingsprocessen foregår i et lukket system med ind-line iltning i statiske mixere, lukkede filtre og lukkede rustfrie rentvandsbeholdere. Al procesluft filtreres gennem kulfiltre, og der leveres et vandværk med meget høj forsyningssikkerhed, hygiejneniveau og med fokus på energibesparelse.
Vandværket er forberedt for udbygning med videregående vandbehandling med for eksempel kulfiltre og UV-anlæg.
Vandværket forventes at være klar til at blive koblet på nettet og levere vand til forbrugerne i november 2021.
Om vandværket i Jonstrup
Vandbehandlingen og procesanlægget består af:
- 6 stk. boringer
- Behandlingskapacitet 2 x 60 m3/t
- 2 stk. statiske mixer for in-line iltning
- 2 stk. FiltrafloNIT
- 2 stk. sandfiltre
- 2 stk. iltningskompressorer
- 2 stk. skyllepumper
- 2 stk. skylleblæsere
- 2 stk. 185 m3 rustfrie rentvandsbeholdere
- 4 stk. 33 - 35 m3/t rentvandspumper
Kilde: Krüger/Arkil
Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.