23948sdkhjf

Ny direktion og koncernledelse: Ørsted ruster sig til yderligere vækst

Gennem det seneste årti har Ørsted gennemført en gennemgribende transformation og er gået fra at være en dansk forsyningsvirksomhed baseret på fossile brændstoffer til at være en globalt førende virksomhed inden for grøn energi.

I løbet af det næste årti forventes de globale markeder for vedvarende energi at vokse med tocifrede vækstrater hvert år, og den installerede kapacitet af vedvarende energi forventes at blive tredoblet frem mod 2030.

Ørsted er godt rustet til at få del i denne vækst, men for at styrke evnen til at udnytte vækstpotentialet og for bedre at kunne servicere nuværende og kommende kunder har Ørsted besluttet at ændre sin organisationsstruktur.

- Ørsted er stærkt positioneret til at udnytte det fremtidige vækstpotentiale på de globale markeder for vedvarende energi. Med den nye organisation, vi implementerer nu, ønsker vi at styrke vores fokus på kunder og markeder, yderligere styrke fokus på vores EPC og driftsaktiviteter og understøtte opskaleringen af vores organisation, i takt med at vi fortsætter vores stærke vækstrejse i de kommende år, siger  Mads Nipper, Ørsteds administrerende direktør.

Tre forretningsområder

Den nuværende virksomhedsstruktur med de tre forretningsområder, Offshore, Onshore og Markets & Bioenergy, bliver erstattet af en overvejende funktionsstruktur bestående af områderne Commercial og EPC & Operations. Onshore-aktiviteterne vil fortsat være organiseret i forretningsområdet Onshore.

Commercial området vil fremover samle funktioner med kommercielt fokus fra de nuværende organisationer Offshore og Markets & Bioenergy, inklusive Hydrogen. Commercial vil blive ledet af Martin Neubert, som bliver kommerciel direktør (CCO), viceadministrerende direktør for Ørsted og nyt medlem af direktionen.

EPC & Operations området vil fremover samle EPC, offshore drift og bioenergy funktionerne fra de nuværende organisationer Offshore og Markets & Bioenergy. EPC & Operations vil blive ledet af en driftsdirektør (COO). Der er igangsat en proces for at finde den rette til denne post. Mads Nipper, administrerende direktør for Ørsted,  vil stå i spidsen for området, indtil dette er sket.

Onshore vil forblive et selvstændigt forretningsområde. Onshore-forretningen adskiller sig fra resten af Ørsted på forretningsmodel og strategisk fokus og vil være bedst rustet til at realisere sit fulde potentiale ved at fortsætte som et selvstændigt forretningsområde. Onshore vil fortsat blive ledet af Declan Flanagan.

Ny direktion og koncernledelse 

Fremover vil Ørsteds direktion bestå af administrerende direktør Mads Nipper, koncernøkonomidirektør Marianne Wiinholt og kommerciel direktør og viceadministrerende direktør Martin Neubert.

Ørsteds koncernledelse vil bestå af administrerende direktør Mads Nipper, koncernøkonomidirektør Marianne Wiinholt, kommerciel direktør og viceadministrerende direktør Martin Neubert, den nye driftsdirektør, Onshores administrerende direktør Declan Flanagan og HR-direktør Henriette Fenger Ellekrog.

Da den strategiske strømlining af Markets & Bioenergy er færdiggjort, og da Markets & Bioenergy ikke længere vil være et særskilt forretningsområde i Ørsted, har Morten Buchgreitz, administrerende direktør for Markets & Bioenergy og Executive Vice President, besluttet at forlade Ørsted pr. 4. februar. Anders Lindberg, Executive Vice President og ansvarlig for offshore EPC og QHSE, har accepteret en stilling i sit hjemland Sverige og forlader Ørsted med virkning fra midten af februar.

Mads Nipper, Ørsteds administrerende direktør, siger:

”Både Morten og Anders har spillet en vigtig rolle i at gøre Ørsted til det, virksomheden er i dag. På vegne af mine kolleger i koncernledelsen og bestyrelsen vil jeg gerne udtrykke min taknemmelighed for det store bidrag, de har ydet i deres tid hos Ørsted, og ønske dem alt det bedste fremover.”

Alle organisationsændringerne træder i kraft 4. februar 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125