23948sdkhjf

Ny legeplads klimasikrer vandboring i Gladsaxe

Gladsaxe Kommune og Novafos benytter klimasikringen af en underjordisk vandboring til at anlægge en ny legeplads, som til gengæld giver børnene et sjovt og lærerigt legeunivers.

Novafos henter grundvand op til Søborg Vandværk under legepladsen ved Børnehuset Saxen. Men for at sikre vandboringen mod forurening på grund af ekstreme regnskyl, som følger med klimaforandringerne, skulle vandboringen løftes op på selve legepladsen. 

Det fik Gladsaxe Kommune og Novafos til at gå sammen om at forny legepladsen med elementer, som giver børnene et sjovt og lærerigt legeunivers.

Fra underjordisk vandboring til ny legeplads

Den underjordiske vandboring er nu løftet op til legepladsen og overdækket af et teknikhus, som til gengæld er blevet en integreret del af en fornyet legeplads. Der er blandt andet etableret legehus, udkigspost, rutsjebane, vandelementer og mulighed for at lære om vandets vej fra grundvand til glas. 

- Saxens nye legeplads er et godt eksempel på, hvordan vi i fællesskab kan lave rekreative klimaløsninger, der både gavner vores børn og vandforsyning. Jeg håber, at børnene i Saxen bliver rigtig glade for en legeplads, som først og fremmest skaber helt nye legemuligheder og samtidig giver anledning til at lære lidt om, hvordan vi sikrer rent drikkevand, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse. 

Visionær klimasikring

Novafos er et fælles forsyningsselskab for ni kommuner, heriblandt Gladsaxe. Gladsaxe og Novafos er allerede kendte ude i verden for deres visionære klimasikring, og nu er de to så på banen igen med endnu en rekreativ løsning.

- Det var ikke umiddelbart et aktiv for Saxen, at vi skulle erstatte en nærmest usynlig boring under jorden med et teknikhus, men vi havde en bunden opgave i forhold til at sikre arbejdsmiljøet for vores teknikere. Vores løsning er ikke en hyldevare, og vi har været i gang med forberedelserne i mere end et år. Så vi er rigtig glade for at kunne konstatere, at det, der var en nødvendig ændring, har tilført legepladsen værdi, siger vicedirektør og vandchef i Novafos Bo Lindhardt. 

Tidligere har Gladsaxe og Novafos markeret sig internationalt med deres klimatilpasningsanlæg. I stedet for at gemme regnvand væk i rør under jorden, har de sammen skabt rekreative områder til gavn for borgere og biodiversitet.

Det har betydet, at Gladsaxe både i 2017 og 2019 blev fremhævet blandt verdens mest visionære inden for klimatilpasning i den såkaldte Cities 100-rapport. Først for de kombinerede forsinkelsesbassiner til leg og motion omkring Gladsaxe Stadion, og siden for den borgerskabte naturhave Kong Hans Have. 

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078