Nærvarme Danmark i nyt design-samarbejde: Ingen grimrianer her
Nærvarme Danmark har indgået et samarbejde med Svendborg Skilte & Design.
Sammen har parterne udviklet et helt nyt koncept, der skal få danskerne til i langt højere grad at vælge en varmepumpe – og det drejer sig hverken om COP-effekt, klimahensyn eller hensynet til pengepungen.
Det drejer sig nemlig om æstetik.
- Vi er glade for, at man fremover selv kan designe udseendet af varmepumpen og få lavet en visualisering af placeringen foran eget hus, fortæller Helle Damm-Henrichsen, der er chef for Nærvarme Danmark, om konceptet.
Rent faktisk betyder det at forbrugerne kan få folieret deres varmepumper med lige netop det udtryk, der ønskes.
Årsagen til at Nærvarme Danmark overhovedet har givet sig i kast med projektet er at efterspørgslen på pæne varmepumper er ret stor.
- Næsten dagligt skriver brugere på vores Facebook annoncer, at de ikke vil have sådan en ”grimrian” stående. Det har vi længe ville gøre noget ved, da de ikke skal afholde nogen fra at få en meget mere klimavenlig opvarmningsform, fortæller Per Wulff Petersen fra Nærvarme Danmark.
Samtidig kan Nærvarme Danmark se at rigtigt mange danskere søger på ’varmepumpeskjuler’ på Google.
- Hvis man vælger at løse problemet med en varmepumpeskjuler, så vil man altid få en varmepumpe, der er mindre effektiv – dyrere i drift og mindre klimavenlig. Derfor er det en løsning, der strider imod vores målsætning om at bidrage til den grønne omstilling i Danmark, og vi har derfor ikke tilbudt vores kunder det, fortæller Per Wulff Petersen.
Han fortæller at Nærvarme Danmark selv har udviklet en række designs til folieringen.
- Et af dem er designet så den ligner en varmepumpeskjuler – og den forringer med garanti ikke varmepumpens effekt, siger Per Wulff Petersen.
En hæk
Nærvarme Danmark har netop skudt gang i sin kampagne for at sikre pæne pumper til danskerne, så der er ikke solgt tusindvis af designs endnu. Men lidt har også ret.
- Vi er først gået i luften i dag, men en af vores rådgivere har været hurtig ude, og solgt en der ligner en hæk og en anden, der er helt sort. Begge folieres først, når varmepumperne er installeret i slutningen af maj, fortæller Per Wulff Petersen.