23948sdkhjf

Elselskab politianmeldt for manipulerende telefonsalg

Forbrugerombudsmanden politianmelder elselskabet Go Strøm for uønsket telefonsalg og vildledning af forbrugere.

Det skriver Forbrugerombudsmanden fredag i en pressemeddelelse.

Anmeldelsen drejer sig om i alt 59 forbrugere, som er blevet ringet op uden at have givet lov til det.

Ifølge Forbrugerombudsmanden er 50 af forbrugerne blevet vildledt af sælgere fra Go Strøm.

Blandt andet skulle forbrugerne have fået det indtryk, at sælgeren ringede på vegne af eller i samarbejde med forbrugernes nuværende elselskab.

Nogle forbrugere har også oplevet, at de blev vildtledt til at to, at de skulle have penge tilbage, selv om det ikke var tilfældet.

Nogle forbrugere har oplyst deres cpr-nummer, fordi de havde fået at vide, at de skulle have penge tilbage. Uden deres viden er de i stedet blevet tilmeldt som kunder hos Go Strøm, skriver Forbrugerombudsmanden.

Sælgerne skulle også have fejlinformeret forbrugerne om, hvor mange penge de i virkeligheden kunne spare ved at skifte til Go Strøm.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen kalder sagen grov.

- Der er efter vores vurdering tale om så grov og for nogle af selskaberne også systematisk vildledning af forbrugerne, at det kan være bedrageri, hvis forbrugerne lider et økonomisk tab ved at blive overført til et andet elselskab, siger hun i pressemeddelelsen.

Elselskabet er ikke mere end et halvt år gammelt. Alligevel var det allerede den 23. juni, at Forbrugerombudsmanden modtog første klage over det. I alt 59 forbrugere har klaget over selskabets telefonsalg siden den dag.

Skulle man være en af dem, som pludselig er endt som kunde i Go Strøm, uden at man havde givet samtykke til, at de ringede til en, har Christina Toftegaard Nielsen beroligende nyt.

- Det er vigtigt, at forbrugerne er klar over, at de ikke er bundet af en elaftale, hvis de ikke har givet samtykke til opkaldet. De er naturligvis heller ikke bundet til aftalen, hvis de er blevet vildledt til at indgå den, siger hun.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078