Sensorer får styr på uvedkommende vand under Aarhus
Under de danske byer løber der kilometervis af spildevandsledninger, som leder beskidt vand til renseanlægget. Men spildevandsledningerne lever ikke en uforstyrret tilværelse under jordoverfladen. Store regnskyl og stigende grundvand sætter mange steder ledningerne under pres – et pres der kan blive så stort, at der trænger ’uvedkommende vand’ ind.
I Aarhus-bydelen Tranbjerg bor der ca. 7.300 personer fordelt i omtrent 3.000 boliger, og under bydelen løber der 40 kilometer spildevandsledninger. Disse spildevandsledninger i Tranbjerg har været genstand for et stort innovationsprojekt, som har undersøgt vandet i ledningerne med ny teknologi i form af sensorer og målere i kombination med machine learning-modeller.
- Resultatet viser, at op til 54 procent af vandet i ledningerne er uvedkommende vand. Helt konkret er det beregnet, at der i Tranbjerg siver 300.000 kubikmeter grundvand ind i kloakkerne om året. Men mest opsigtsvækkende er det, at op til 14 procent af vandmængden er fejlkoblet vand, skriver Niras i en pressemeddelelse.
Det nyskabende ved innovationsprojektet i Tranbjerg er, at det nu er muligt at måle, hvilke typer vand der trænger ind i kloaksystemet, og hvor det sker. Det er muligt via ’flowmålinger’, som analyserer, hvornår vandet strømmer i ledningsnettet. På den måde kan det uvedkommende vand opdeles i kilder – for eksempel grundvand, regnvand eller fejlkoblet vand.
Banebrydende indsigt i spildevand
Uvedkommende vand i kloaksystemet kan have lang række negative konsekvenser for spildevandsselskaberne: Der bliver mindre kapacitet til spildevand, når der siver uvedkommende vand ind. Det kan føre til, at folk oplever vand i kældrene, og der kan i yderste konsekvens ske overløb, hvor fortyndet spildevand løber ud i naturen. Desuden koster det en masse energi at pumpe vandet rundt i ledningsnettet, og der bruges spildte kræfter på renseanlægget, som utilsigtet kommer til at rense ’rent’ vand.
Efter at have deltaget i det 3-årige innovationsprojekt, som hedder DRAINman, har Aarhus Vand fået ny, banebrydende indsigt i de ’komponenter’, som spildevandet, der modtages på Viby Renseanlæg, er sammensat af. Det er et indblik, som kan give stor værdi for forsyningsselskabet, og det er nyt i en dansk kontekst.
- Vi er begyndt at implementere viden fra DRAINman-projektet i vores dataanalyser. På den måde kan vi bruge erfaringerne til at forbedre vores hydrauliske modeller og til at træffe bedre beslutninger om vedligehold og reparationer af vores spildevandsledninger, siger Lene Bassø Duus, som er fagleder for hydraulik og spildevand i Aarhus Vand.
Inovationspartnerskab
DRAINman er et innovationspartnerskab, hvor nogle af Danmarks største aktører på området har samarbejdet på tværs af firmaer for at skabe ny indsigt i problemet om uvedkommende vand. Grundfos lavet målinger i spildevandssystemet i Tranbjerg samt på Viby Renseanlæg, mens DHI og Aalborg Universitet har foretaget udregninger på baggrund af datamaterialet.
Niras har bidraget i projektets sidste faser, hvor data er lagt ind i en machine learning-model. Den gør det muligt at finde de steder i ledningsnettet under Tranbjerg, hvor det er mest sandsynligt, at vandet siver ind. Denne model kaldes et UV-indeks, og Aarhus Vand kan bruge den til at planlægge sine reparationer og vedligehold.
- Ved at kombinere fagligheder inden for spildevand og dataanalyse har vi skabt helt nye muligheder for at anvende eksisterende data til nye analyser og agere på et datadrevent beslutningsgrundlag. Det har været sjovt at være med på det her udviklingsprojekt, fordi perspektivet er at gøre forsyningens drift mere effektiv med intelligent brug af data, siger Preben Dam Simonsen, som er civilingeniør i Niras.
Mere om DRAINman
- Innovationsprojektet DRAINman har kørt i perioden 2018 til 2021.
- DRAINman er en sammentrækning af ’Drainage Management’.
- Syv partnere har deltaget: Aarhus Vand, DHI, Grundfos, Wavin, Per Aarsleff, Aalborg Universitet og Niras.
- Projektet er støttet af midler fra MUDP - Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram – under Miljøstyrelsen.
Kilde: Niras
Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.