Rekordmange ledige stillinger - virksomheder afviser ordrer
For tredje kvartal i træk er der rekordmange ledige stillinger i den private sektor.
I årets tredje kvartal var der 59.500 ledige stillinger i det private, når der korrigeres for sæsonudsving, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Det er 6200 flere end kvartalet før og altså tredje kvartal i træk, hvor antallet er rekordhøjt ifølge cheføkonom Niklas Praefke, Ledernes Hovedorganisation.
- Siden genåbningen har virksomhedernes appetit på nye medarbejdere været tæt på umættelig, skriver han i en kommentar.
Han peger på, at det på den ene side er glædeligt, for det har betydet, at tusindvis af danskere er kommet i arbejde.
- Men bagsiden af medaljen er, at det er blevet usædvanligt svært for lederne at skaffe nye medarbejdere, lyder det fra økonomen.
Der var et stort fald i antallet af ledige stillinger i andet kvartal sidste år, hvor samfundet blev lukket ned for at inddæmme smitten.
Siden er det dog kun gået én vej - op. Der er nu trods faldet 69 procent flere ledige stillinger, end før corona ramte.
Ifølge Danmarks Statistik er antallet af ledige stillinger i tredje kvartal steget i alle de brancher, der er blevet undersøgt.
Hos medlemmerne af erhvervsorganisationen Dansk Industri er der ifølge vicedirektør Steen Nielsen et stort uindfriet behov for medarbejdere.
- Konsekvensen af mangelsituationen er, at mange virksomheder må takke nej til ordrer, fordi de simpelthen ikke kan følge med efterspørgslen, siger han i en kommentar.
Også Dansk Erhvervs medlemmer mærker det. Blandt de 18.000 medlemmer svarer 40 procent, at manglen giver begrænsninger i produktionen.
Ifølge seniorøkonom Kristian Skriver er det danske arbejdsmarked brandvarmt.
- Det er vanskeligt at rekruttere arbejdskraft, så virksomhederne har mange stillinger, som ikke bliver besat.
- Det er drønærgerligt, fordi der er ordrer og kunder, som virksomheder må sige nej til, vurderer han i en kommentar.
/ritzau/