Power-to-X anlæg - og planer herom - skyder op som paddehatte i den danske klimamuld. Der er store forhåbninger til konceptet - ikke mindst, når det gælder om at producere grønne brændsler, der kan fordrive de fossile fætre inden for tung trafik som skibsfart og flytransport.

Men det er som bekendt ikke uden omkostninger at konvertere strøm til brint eller videre til e-metanol - endsige e-kerosin. Kritikere af Power-to-X er flinke til at fremhæve det energitab, der fortoner sig under elektrolyseprocessen, og sammenstiller scenariet med den effektive udnyttelse af grøn el, der sker, når vi kobler vindmøllen eller solcellen direkte til stikkontakten, ladestanderen eller batteriet. Og det kan ingen være uenig i. Alt, hvad der kan elektrificeres direkte, bør forsynes med en strømledning. Problemet er blot, at en afgørende del af den grønne omstilling ikke kan drives alene ved hjælp af en ledning eller et batteri. Når vi taler om Power-to-X, taler vi primært om at udnytte overskud af grøn strøm til produkter, der kan hjælpe os frem over store afstande til vands, til lands og i luften, hvor der ikke er adgang til en stikkontakt, og hvor batterier simpelthen bare bliver for store og for tunge i forhold til nyttelasten.

Der, hvor interessen bør samle sig, når vi taler om Power-to-X, er omkring at mindske energitabet ved konverteringen og optimere udnyttelsen af anlæggene. Når det gælder elektrolyseprocessen, er varme et afledt produkt. Den bør naturligvis udnyttes. I Esbjerg planlægges opførelsen af Power-to-X anlæg på 2 x 1 GW, og en del af overskudsvarmen skal supplere varmeforsyningen i Esbjerg og omegn gennem fjernvarmesystemet. En rapport fra 2021 af Cowi og andre vurderer, at overskudsvarme fra Power-to-X kan levere 20 pct. af den danske fjernvarme. Det kan bidrage til at nedbringe anvendelsen af biomasse i den sektor.

Et andet restprodukt ved elektrolyseprocessen er ilt. Den kan opsamles og anvendes mange steder i industrien, for eksempel til at opnå høje forbrændingstemperaturer. Rockwool er et eksempel på en virksomhed, som bruger store mængder ilt i produktionen.

Rentabiliteten i Power-to-X anlæg afhænger derfor meget af optimal udnyttelse af restprodukterne, hvilket igen hænger sammen med den geografiske placering af anlæggene. Overskudsvarmen skal kunne afsættes i nærområdet, og det taler for at placere anlæggene decentralt og have flere mindre anlæg i stedet for få store. Omvendt skal produktionen af brint op i en vis størrelse, for at den kan betale sig - og det taler for større anlæg og en mere centraliseret produktion. Endelig er der lagring af brint, som i større målestok primært kan ske i underjordiske kaverner, og sådanne findes i Danmark kun i området på grænsen mellem Nord- og Midtjylland. Dernæst er der ønsket om nærhed til “råstoffet” sol og vind, hvor havvindmøller vurderes at blive den store leverandør af el til elektrolyseprocesserne fremadrettet. Og endelig er der nærheden til markedet - dem, der skal aftage brinten eller den videreforædlede udgave i form af e-metanol og e-kerosin. Her er havne og lufthavne naturligvis vigtige hubs.

 Kort sagt er der mange parametre at tage hensyn til i placering og størrelse af kommende Power-to-X-anlæg. Et vigtigt element bliver i den forbindelse også, at der etableres en infrastruktur, som kan flytte brinten rundt mellem produktion, lagring og forbrug. Her taler vi blandt andet om rørføring.

 Netop evnen til at sikre høj udnyttelse af anlæg og skabe synergi og kobling mellem sektorer er en styrkeposition i Danmark. Overalt i verden vil den viden blive vigtig, så vi skal ikke kun udnytte kompetencen i forhold til vores egne systemer. En stor del af det danske Power-to-X erhvervseventyr ligger netop i vores viden og erfaring inden for systemintegration og sektorkobling, som kan danne grundlag for øget eksport af know how og produkter.

Artiklen er en del af temaet Debat.