23948sdkhjf

Ørsted og Mærsk i samarbejde om stort PtX-anlæg

A.P. Møller – Mærsk og Ørsted har underskrevet en hensigtserklæring om at indgå et partnerskab om et nyt Power-to-X-anlæg i USA, der skal levere en rekordstor mængde grønne brændstoffer til søfartsindustrien.

- Partnerskaber med store aftagere af grønne brændstoffer, såsom Mærsk, er en vigtig del af Ørsteds strategiske rejse, i takt med at vi udvider vores Power-to-X-aktiviteter i hele verden og arbejder hen imod vores ambition om at blive globalt førende inden for vedvarende brint og grønne brændstoffer. Projektet med Mærsk er vores første i USA, og vi ser frem til at bidrage til at fremskynde udviklingen af det amerikanske Power-to-X-marked og samtidig skabe lokale arbejdspladser og økonomisk aktivitet, som vi også har gjort det i USA’s voksende havvindindustri, siger Martin Neubert, viceadministrerende direktør og kommerciel direktør for Ørsted.

Ørsted vil udvikle et Power-to-X-anlæg med en kapacitet på 675 MW på den amerikanske golfkyst. Anlægget kommer til at producere ca. 300.000 ton e-methanol årligt, som Mærsk vil aftage til sin kommende flåde på 12 methanoldrevne fartøjer.

Anlægget vil blive drevet af ca. 1,2 GW vedvarende energi fra nye landvindmølleparker og solcelleanlæg. Det biogene kulstof, der er nødvendigt for at producere e-methanol, skal udvindes gennem CO2-fangst fra en eller flere store punktkilder.

Projektet forventes at blive idriftsat i anden halvdel af 2025, hvilket gør det til et yderst ambitiøst projekt inden for produktion af e-methanol i industriel skala på globalt plan og en afgørende drivkraft på rejsen mod at reducere søfartssektorens CO2-udledningen.

En endelig investeringsbeslutning kan potentielt træffes i slutningen af 2023.

300.000 ton e-methanol

Aftalen om at aftage 300.000 ton e-methanol er den største aftale inden for grønne brændstoffer i søfartssektoren nogensinde, og det er et vidnesbyrd om både Ørsteds og Mærsks indsats for at udvikle den grønne søtransport.

Aftalen markerer også Ørsteds indtræden på det amerikanske Power-to-X-marked. Et nyt strategisk marked for selskabet, som har til hensigt at opføre 50 GW vedvarende energikapacitet inden 2030.

- De amerikanske golfstater har masser af billige vedvarende energiressourcer i form af både sol- og vindenergi, hvilket gør regionen ideel til produktion af grønne brændstoffer. Vi forventer, at der vil være meget stor efterspørgsel efter grønne brændstoffer i USA i fremtiden. Det forventes, at Power-to-X-projektet med Mærsk vil blive drevet af ca. 1,2 GW ny landvind og solenergi, hvilket i sig selv er en betydelig investering i regionen, og som derudover også bidrager til Ørsteds mål om at have en installeret onshore-kapacitet på 17,5 GW i 2030, siger Neil O’Donovan, administrerende direktør for Ørsted Onshore.

Andet samarbejde

Power-to-X-projektet i USA’s golfkystregion er det andet samarbejde om grønne brændstoffer mellem Ørsted og Mærsk. Det første er det potentielt 1.300 MW store ’Green Fuels for Denmark’-projekt i København, som de to selskaber udvikler med andre partnere.

Ørsted og Mærsk vil sammen fortsætte med at undersøge mulighederne inden for grønne brændstoffer, i takt med at Mærsk arbejder hen mod sit mål op at opnå en nettoudledning på nul inden 2040.

I alt består Ørsteds portefølje af udviklingsprojekter inden for Power-to-X af 11 projekter, herunder FlagshipOne-projektet på 70 MW i Sverige, som Ørsted udvikler sammen med Liquid Wind. FlagshipOne forventes at blive idriftsat i 2024.

Ikke den eneste

Ørsted er ikke den eneste Mærsk netop har indgået PtX-partnerskaber med. I samme ombærring er der indgået med partnerskaber med CIMC ENRIC, Green Technology Bank, Proman og WasteFuel - og European Energy.

Læs mere om aftalen med European Energy her

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128