Klumme: Politisk korrekthed koster arbejdspladser.
Danske politikere er blevet inficeret af grøn energi, de vil alle være så politiske korrekte, at de glemmer at den olie, dygtige ingeniører henter op af Nordsøen, er en vigtig årsag til, at vi har den velstand, Danmark har i dag.
Det er over 40 år siden, den første olie kom op til overfladen af Nordsøen, og lige siden har politikkerne haft travlt med at forsikre danskerne om, at der kun var olie til ca. 10 år frem. Sjovt nok bliver den 10 årige periode ved at køre, så vi her efter 40 år stadig snakker den samme tidsramme.
Politikkernes negative holdning til olieeventyret i Nordsøen, har påvirket befolkninger i samme retning: ”Det sviner og varer kun nogle få år”! De negative signaler omkring olie industrien har været en stærk medvirkende årsag til, at kun få unge mennesker vil uddanne sig til at arbejde i oliesektoren. De vil arbejde med grøn energi, for det er der politisk fokus på.
Resultatet er, at olieindustrien mangler tusindvis af ingeniører til at udvikle teknologier, der kan få olie og gassen op af Nordsøen. Med den teknologi vi har i dag, udnytter vi 25 – 30 % af den olie, der findes, og det vil kræve mere avanceret teknologi at øge udnyttelsesgraden. Teknologi som der fremover ikke er ingeniører til at udvikle.
Danske virksomheder har gennem de 40 år, Danmark har hentet olie og gas op af Nordsøen, udviklet unikke teknologier, specielt indenfor effektivisering af olie brønde og ikke mindst teknologier, der sikrer en miljømæssig sikker metode til at indvinde og transportere olien.
Der ligger et stort eksportpotentiale for den viden og de produkter, der gennem årene er udviklet af danske virksomheder indenfor olie / gas industrien. En eksport som Danmark kan tabe, hvis der ikke kommer nye dygtige ingeniører til industrien.
Grøn energi, vind, bølge, biogas med mere er vigtige for vor fælles fremtid, men der vil gå mindst 50 år før, der er et alternativ til olie, gas, kul med mere til at sikre energiforsyningen.
Politikkerne skal droppe deres berøringsangst for olieindustrien og være med til at markedsføre denne som et attraktivt arbejdsområde, med store personlige udfordringer og gode muligheder for job både nationalt og internationalt.