23948sdkhjf

Vedligehold lukker for gassen fra Rusland til Tyskland

Tyske myndigheder er bekymrede for, at Nord Stream 1 forbliver lukket, når vedligeholdelsesarbejdet er slut

Gasforsyningen fra Rusland til Tyskland stoppes i ti dage, mens gasledningen Nord Stream 1 lukkes på grund af vedligehold.

Efter planen stopper gassen med at flyde klokken 6 dansk tid mandag morgen frem til 21. juli.

Tyske myndigheder frygter dog, at det ikke bare bliver et midlertidigt stop for gas fra Rusland til Tyskland.

De er nemlig bekymrede for, at Rusland ikke åbner for gassen igen, når ledningen har undergået vedligehold.

Tyskland og en række andre vestlige lande har indført sanktioner mod Rusland på grund af krigen i Ukraine.

Men mange lande er også dybt afhængige af russisk gas, og Rusland har allerede stoppet med at forsyne en række andre vestlige lande med gas.

Det statsejede russiske gasselskab Gazprom har allerede reduceret mængden af gas, der flyder gennem den 1200 kilometer lange gasledning. Grunden til det er ifølge Rusland reparation på ledningen, som tager længere tid på grund af sanktioner.

Forbundskansler i Tyskland, Olaf Scholz, afviser den forklaring.

Ledningen var kun på 40 procent af dens kapacitet, hvilket har ført til stigning i gaspriserne ifølge Tysklands energiministerium.

Det er planen, at gasledningen skal være lukket i ti dage.

Strømforsyningen til Nord Stream 1 skal blandt tjekkes og repareres eller rekalibreres, og derudover skal der foretages softwareopdateringer.

Lignende arbejde har tidligere taget mellem 10 og 14 dage, og sommetider har det taget længere tid, end det var planen.

Vedligeholdelsesarbejdet skal finde sted, mens Tyskland arbejder på at blive uafhængig af russisk gas, samtidig med at man er i gang med at fylde lagrene frem mod den kommende vinter.

Der er desuden en voksende frygt for, at et pludseligt stop for gasforsyninger kan få dramatiske konsekvenser for både industrien og private hjem.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141