23948sdkhjf

Her kan gigant-vindmøller være på vej i Nordjylland

Skal et nyt nationalt testcenter med op til 450 meter høje møller opføres i Nordjylland? Et område i Store Vildmose skal nu screenes for at klarlægge, om området er egnet

Et areal på 2800 hektar beliggende på grænsen mellem Brønderslev og Jammerbugt kommuner er i spil som potentielt område til et nyt nationalt testcenter, hvor der skal opføres op til otte møller på op til 450 meters højde.

Det sker efter, at en bred kreds af Folketingets partier har besluttet, at det skal undersøges, hvor et eventuelt nyt nationalt testcenter kan placeres.

Bolig- og Planstyrelsen har i samarbejde med vindbranchen, Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Energistyrelsen identificeret egnede områder i Danmark. Tre områder skal nu undergå en dybdegående screening, og et af disse er altså beliggende i Nordjylland.

Hvad er det for et område?

Det 2800 hektar store område ligger i Store Vildmose - cirka seks kilometer sydvest for Brønderslev og seks kilometer nordøst for Aabybro.

Ifølge den indledende screening, som er foretaget af Bolig- og Planstyrelsen, er der 19 boliger i området. Desuden er knap halvdelen af arealet omfattet af Natura 2000 habitatområdet Store Vildmose. Det fremgår af en række dokumenter, som Nordjyske har fået adgang til.

Der er næppe nogen tvivl om, at projektet vil få stor betydning for de mennesker, der bor i området. Til sammenligning bliver testmøllerne højere end Paris' vartegn, som er 330 meter højt.

Forude venter nu en mere målrettet screening, som Bolig- og Planstyrelsen igangsætter. Her vil man afdække, hvilke indvirkninger et testcenter har på miljø og natur og de mennesker, som bor i det pågældende lokalområde.

Kommunal skepsis

De to borgmestre i henholdsvis Jammerbugt og Brønderslev Kommuner blev kort før sommerferien orienteret om projektet.

- Vi har en vis forpligtelse til at medvirke til den grønne omstilling, men det er vigtigt, at det kommer til at ske med fornuft og ordentlighed. Derfor håber jeg, at der bliver mulighed for lokal indflydelse, siger borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (V), der har informeret kommunalbestyrelsen om projektet.

Kollegaen i Jammerbugt, Mogens Chr. Gade (V) er forundret over, at han modtager en mail, hvori der står, at kommunen er udpeget til at huse et måske kommende område for testvindmøller.

- En ordentlig måde havde været en telefonisk orientering om de eventuelle planer enten fra minister til undertegnede eller på administrativt niveau, siger Mogens Chr. Gade (V), der udtrykker skepsis over for planerne.

- Der står ikke i Jammerbugt Kommunes planlægning noget om flere møller hverken af den ene eller den anden slags. Vi har som bekendt taget et kæmpe ansvar i Jammerbugt Kommune, når det gælder vedvarende energi, og vi er undervejs med planlægning omkring sol og biogas. Så jeg er meget skeptisk, både hvad angår den indledende proces, og hvilket resultat der kan komme ud af det, siger han.

Der er nu aftalt et fælles borgmestermøde mellem de kommuner, som er i spil som områder til et nyt testcenter, og Indenrigs- og Boligministeriet.

- Vi ønsker at få at vide, hvad processen bliver, hvordan vi bliver involveret, og hvilke muligheder vi har for - både som borgere, interessenter og kommuner - at blive hørt, inden noget eventuelt trækkes ned over hovedet på os, siger Mogens Chr. Gade (V).

Endnu er det ikke besluttet, om centeret placeres i Nordjylland - den beslutning træffes først omkring årsskiftet, når resultatet af en mere tilbundsgående undersøgelse foreligger. Et kommende center ventes færdigt i løbet af 2027.

Nyt nationalt testcenter i Danmark

  • Regeringen, Dansk Folkepart, Venstre, Radikale Venstre, SF, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance har indgået en aftale om en grundig undersøgelse af tre mulige placeringer til et nyt testcenter. Det er en udmøntning af "Aftale om gode rammevilkår for test af prototype- og serie 0-vindmøller".
  • De tre egnede placeringer omfatter et område i Tønder/Esbjerg Kommune, et område Esbjerg Kommune og et område i Jammerbugt/Brønderslev Kommune.
  • I Nordjylland drejer det sig om et omkring 2800 hektar stort areal, som er beliggende cirka seks kilometer sydvest for Brønderslev og cirka seks km nordøst for Aabybro.
  • Testcenteret skal teste prototypevindmøller, og planen er at opføre otte møller på op til 450 meters højde. En anden mulighed, der er i spil er at udpege to mulige områder til testcenter og etablere tre-fire møller hvert sted.
  • Udover testpladserne skal der etableres andre tekniske anlæg, bygninger og veje.
  • Der findes i dag to nationale testcentre - et i Høvsøre nord for Nissum Fjord og et i Østerild i Thy.

Kilde: Indenrigs- og Boligministeriet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115