23948sdkhjf

Solenergiforsker hædres for energimodellering og solcellesystemer

Lektor Marta Victoria på Aarhus Universitet har netop modtaget den prestigefyldte Stuart R. Wenham Young Professional Award for sin forskning i energimodellering og solcellesystemer.

- Det betyder meget for mig at modtage prisen, og det betyder, at min forskning anses som meget betydningsfuld og relevant for den globale forskning og udvikling inden for området. Det er en stor ære, og jeg var glad for samtidig at blive inviteret som hovedtaler til konferencen, hvor jeg fortalte om de seneste 3-4 år af min forskning, der primært har fokuseret på udfordringerne ved at opnå en høj andel af solenergi i vores energinet, siger Marta Victoria. 

Marta Victoria har taget sin ingeniøruddannelse på det tekniske universitet i Madrid. Her fik hun interesse for solceller, som hun valgte at lave en ph.d. i. 

Siden 2017 har hun slået sine folder som post doc på Aarhus Universitets Institut for Mekanik og Produktion - det er også her fra hun leder forskningsgruppen Solar Photovoltaics and Energy Systems Modelling, der beskæftiger sig med fremtidige solcellekoncepter og -systemer. 

Større forståelse

Formålet med forskningsgruppen og Marta Victorias arbejde er at undersøge fremtidige solcellekoncepter og -systemer, og hvordan man kan integrere disse i store mængder i energinettet for at afbøde klimaændringer. 

Gruppens forskning har indtil videre ført til en større forståelse for solcelleteknologiens reelle mulighed som driver for hele den grønne omstilling af vores energisystem, forklarer Marta Victoria. 

- Solcelleteknologien har nået en modenhed, der betyder, at vi i dag kan tillade os at stille spørgsmål til omstillingen af vores energisystem, som vi ikke kunne for få år tilbage. Det er en teknologi, der udvikler sig meget hurtigt, og den får meget stor betydning for vores grønne fremtid. Solenergi kan hjælpe med at dekarbonisere vores elektricitet, men også transport- og industrisektoren. Det kan endda bruges til at drive CO2-opsamlingsteknologier, siger Marta Victoria.

Fra vind til sol

Da Marta Victoria flyttede til Danmark i 2017 blev hun via sin ansættelse på Aarhus Universitet koblet sammen med danske forskere inden for vindenergi og energimodellering. 

Og det har haft en stor betydning for hendes videre arbejde med solceller.

- Danmark har stor erfaring i at integrere vindenergi i det eksisterende energinet. Den ekspertise kunne jeg begynde at bruge til at forske i bedre at kunne integrere solceller, og det har været en kæmpe inspiration for hele min forskningsmæssige karriere, siger Marta Victoria. 

Om IEEE-talentprisen

  • IEEE-talentprisen Stuart R. Wenham Young Professional Award 2022 er uddelt ved den 49. fotovoltaiske specialistkonference i Philadelphia i juni. 
  • Konferencen afholdes af den internationale nonprofitorganisation Institute of Electrical and Electronics Engineers, IEEE.
  • Prisen gives som anerkendelse til personer, der har ydet væsentlige bidrag til videnskaben og teknologien inden for fotovoltaisk energikonvertering, herunder arbejde med materialer, enheder, moduler og/eller systemer. Prismodtageren er ligeledes førende på området. 

Kilde: Aarhus Universitet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078