Statsminister advarer om alvorlig situation for el og gas
Situationen er alvorlig, men det kan blive værre endnu, når vinteren kommer.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) forud for et pressemøde torsdag eftermiddag om forsyningssikkerheden i Danmark.
- Vi er alle sammen bekymrede. Det er alle husstande i Danmark og Europa, og det er vi som myndighed og regering.
- Situationen er alvorlig, og det kan blive værre. Hvis vi ser, at der ikke er nogen russisk gas ind i Europa, kan der være yderligere prisspiral opad, men der kan også komme mangel, siger Mette Frederiksen.
Regeringen vil på pressemødet advare om situationens alvor og orientere om, hvordan Danmark står i en eventuel forsyningskrise.
På pressemødet vil Energistyrelsen komme med forslag til, hvordan borgerne og virksomheder kan reducere energiforbruget.
Situationen på det europæiske elmarked er udfordret af meget høje elpriser på grund af krigen i Ukraine, det meget varme og tørre vejr og tekniske udfordringer på udenlandske kraftværker.
Danmark modtager mellem 10 og 15 procent russisk gas afhængig af perioden ifølge Energistyrelsen. I øjeblikket er lagrene af gas fyldt med 94 procent, så Danmark er godt rustet forud for vinteren.
Men hvis de russiske haner forsætter med at være lukket, kan det få alvorlige konsekvenser for visse virksomheder, som kan blive påbudt at lukke for gassen.
På grund af de højere priser kan en typisk familie i hus forvente at skulle af med 27.000 kroner mere i fyringssæsonen ifølge Danske Bank, hvis de har naturgas. Nykredit regner med 33.000 kroner på et år, hvis priserne er som i øjeblikket.
Det bekymrer statsministeren.
- Helt generelt har vi alle en kæmpe interesse i at få nedbragt vores forbrug. Det sparer penge for den enkelte familie, og det kan have en indflydelse i forhold til forsyningssikkerhed, siger hun.
412.000 husstande har naturgasfyr til at levere varme i radiatoren og varmt vand.
Gaspriserne på det europæiske marked steg mandag med omkring 25 procent, efter at Rusland lørdag lukkede for forsyningen til Europa via gasledningen Nord Stream 1 på ubestemt tid. Forud for det, var der dog store fald.
- Vi ser på muligheden for at tilvejebringe mere gas og andre energikilder. Men vi er også meget positive overfor den diskussion, der er i Europa, som handler om, hvorvidt vi skal gribe ind i markedet, fordi det ikke fungerer, som det skal, siger Mette Frederiksen.
På pressemødet deltager fra regeringens side klimaminister Dan Jørgensen (S), erhvervsminister Simon Kollerup (S) og skatteminister Jeppe Bruus (S).