I modgang søger vi medvind og samarbejde
Jørgen S. Christensen, teknologidirektør, Green Power Denmark, har skrevet dette indlæg
Vinteren er i gang med lejlighedsvis masser af blæsevejr og dejligt lave elpriser her midt i en inflation, der ikke er set højere i mange år. Jeg synes, det er ret fantastisk, at vores vindmøller i nogle dage dækker, hvad der svarer til over 100 procent af det danske elforbrug – og at de presser elpriserne ned for husholdninger og virksomheder. Vi har også set kulden komme med den første sne, og på de vindstille dage er elpriserne igen i top.
Samtidig er det værd at minde hinanden om, at der fortsat er krig i Europa. Rusland bomber Ukraines el-infrastruktur, og russisk naturgas er fortsat ’no go’ – og en reminder om, at vi skal blive uafhængige af naturgas. Forhåbentlig stopper de russiske krigshandlinger snart, og forhåbentlig kommer vi og det øvrige Europa sikkert gennem vinteren.
Lille risiko for brownout
I de danske medier har der de seneste måneder været fokus på, at der er risiko for planlagte brownout – som middel til at forebygge større blackouts – også i det danske elnet. Brownout er et nyt ord for mange uden for elbranchen, og for os i elbranchen er det vist ikke noget, vi reelt har kunnet forestille os i en dansk sammenhæng. Nu er det en realitet, at det er varslet…
Hvor sandsynligt er det, at vi kommer til at opleve et brownout? Jeg tror, risikoen er meget lille, men det kan ske eksempelvis på meget kolde og vindstille dage, hvor der samtidig sker tekniske uheld på energianlæg i Europa.
Hvad skal vi gøre? Alle elnetselskaber har planer for rullende frekvensaflastning, og jeg er sikker på, at disse planer er banket fri for eventuelt støv, og at redskabet løbende bliver gennemgået og testet af det ansvarlige personale i landets kontrolrum.
Derudover er branchen naturligvis i løbende dialog med Energinet samt nationale myndigheder og beredskaber. Øvelser er gennemført. Flere er planlagt.
Elnettet er klar til handling
Hvor kritisk kan situationen blive? Det er svært at svare på, men hvis alt skærper til, vil elpriserne gå til himmels. Med elpriser på måske 30-40 kr./kWh vil industrier og andre kunder reagere med et lavere elforbrug til følge. Nogle vil slukke – andre vil forsøge at flytte forbrug. Måske vil det løse de akutte udfordringer. Måske vil det blot flytte behovet for brownouts en time eller to.
Under alle omstændigheder: Elnetselskaberne og myndighederne er godt forberedt, og vi følger spændingerne i Europa tæt. Hvis det usandsynlige skulle ske, er vi klar til handling. I modgang er vi stærke og søger medvind – og tæt samarbejde mellem alle gode kræfter.
Artiklen er en del af temaet Klumme.