23948sdkhjf

Karteller og monopoler i kommunale udbud

Med pjecen ”Bliver din kommune snydt?” vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen styrke kommunale indkøberes fokus på konkurrence mellem de virksomheder, der byder på kommunens opgaver.
Der er stor sandsynlighed for, at kommunerne betaler for meget for deres indkøb. I offentlige indkøb kan karteller, monopoler og unødvendige omkostninger bringe priserne op i et leje, hvor de ikke hører hjemme.

Det mener Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som med pjecen ”Bliver din kommune snydt?” forsøger at styrke de kommunale indkøberes fokus på at sikre effektiv konkurrence mellem de virksomheder, der byder på kommunale opgaver.

Styrelsen opfordrer kommuner til at arbejde strategisk med at sikre konkurrence ved udbud og indkøb. De skal tilrettelægge udbudsprocesser hensigtsmæssigt for at undgå unødvendige omkostninger. De skal overveje mulighederne for at udfordre monopoler. Og de skal være opmærksomme på, om tilbud fra leverandører rummer tegn på karteller.

- Det er vigtigt, at kommunerne gør hvad de kan for at høste de gevinster, som effektiv konkurrence skaber. De offentlige udbud skal helst være præget af mange bud fra forskellige leverandører, virksomhederne skal overholde konkurrencereglerne og omkostningerne skal i øvrigt være så lave som muligt, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing.

Milliarder at hente
Den internationale samhandelsorganisation OECD vurderer, at karteller årligt koster offentlige myndigheder i medlemslandene milliarder af dollars. Et kartel fordyrer i gennemsnit priserne med 10-50 procent og skal ses i sammenhæng med, at danske kommuner hvert år køber ind for cirka 80 mia. kr.

I den kommende tid følger styrelsen op på pjecen ved at gå i målrettet dialog med en række kommuner og andre større indkøbsorganisationer.

- Vi opfordrer kommunernes indkøbere til at udfordre monopoler. De kan tilrettelægge udbuddet, så det bliver interessant for udenlandske leverandører, eller de kan dele opgaven op for at give nye leverandører mulighed for at tilbyde løsninger. Indkøberne skal have sund fornuft for øje, når de sender opgaver i udbud. Unødvendige omkostninger ved at gennemføre et udbud kan lægge en dæmper på de positive effekter af udbuddet. En smidig, professionel udbudsproces forudsætter blandt andet, at indkøberne er godt klædt på, siger Agnete Gersing.

Læs mere på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078