Vestas risikerer akut ordremangel
Nye ordrer på mindst 1.453 MW skal i hus inden årets udgang, hvis Vestas-ledelsens løfte om ordrer på minimum 4.428 MW skal indfries.
Efter et skuffende første halvår i 2012 meddelte Vestas, at årets sidste seks måneder ville rette op på ordremanglen med mindst 2.214 MW. Indtil videre er det kun blevet til 761 MW.
- Vi kommenterer kun faste og ubetingede ordrer, siger pressechef i Vestas Mikkel Friis-Thomsen til Jyllands-Posten som svar på de løftede øjenbryn den manglende ordreindgang afføder.
5.000 MW til næste år
Vestas' topchef Ditlev Engel har allerede meldt ud, at selskabet forventer at levere 5.000 MW i 2013.
Ifølge Vestas-ekspert hos Sydbank, Jacob Pedersen, kan udmeldingen være ensbetydende med en egentlig ordremangel i vindmølleselskabet, hvis det skal være muligt at planlægge med indtjening fremadrettet.
Bekymringen om, hvad det kan betyde, hvis ordrerne udebliver, er han ikke ene om:
- Vestas har for øjeblikket travlt med at levere bestilte vindmøller til kunderne. Derfor bliver der spist godt af ordrerne. Kommer der ikke flere ordrer i december til at polstre ordrebogen til fremtiden, er målet om 5.000 MW i fare, og så skal Vestas givetvis igen til at skære i kapaciteten, siger aktieanalytiker i Alm. Brand Markets, Michael Friis Jørgensen til Jyllands-Posten.