Ny forsyningsafgift fra februar 2013
Skatteminister Holger K. Nielsen vil med nyt lovforslag indføre forsyningssikkerhedsafgift på fossile brændsler.
Med lovforslaget foreslår ministeren, at stigningerne i energiafgifterne på de fossile brændsler til rumvarme skal gælde for både husholdninger og erhverv. Ifølge forslaget skal stigningerne gennemføres ved at forhøje afgiftssatserne i energiafgiftslovene på de fossile brændsler (gas-, kul- og mineralolieafgiftslovene).
Med hensyn til en lempelse af afgiftsbelastningen for det private erhvervsliv, så skal den gennemføres ved at reducere energiafgifterne på brændsler og elektricitet til procesformål. Det er dermed hensigten at sikre konkurrenceevnen for dansk erhvervsliv.
Lovforslaget er lige nu sendt i høring frem til 4. januar og skal behandles i Folketinget første gang den 11. januar. Loven forventes at træde i kraft 1. februar 2013.
Forslaget er en del af Energiaftale 2012 af 22. marts 2012 samt Solcelleaftalen af 15. marts 2012, der er indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) og Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti. Lovforslaget udmønter den del af finansieringen af de to aftaler, der vedrører indførelse af en forsyningssikkerhedsafgift på de fossile brændsler i energiafgiftslovene. Det skriver Skatteministeriet.