23948sdkhjf

Afgift på brænde er en bureaukratisk dødssejler

Den optimale løsning er en skorstensafgift, som sikrer fair fordeling. Den vil let kunne administreres i forbindelse med skorstensfejerens årlige besøg, mener Dansk Fjernvarme
Glem alt om at lægge afgift på sankebrænde og handlet brænde til de mere end 750.000 danske brændeovne i forbindelse med den nye forsyningssikkerhedsafgift.

- En sådan afgift er dømt til at blive en dødssejler, som aldrig vil komme til at fungere i praksis. Den er alt for bureaukratisk og animerer folk til snyd, siger Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen.

- Den enkle løsning er i stedet at lave en skorstensafgift. Den er enkel at administrere og vil sikre en fair og bred fordeling af afgifterne, siger Kim Mortensen.

En skorstensafgift har man i forvejen alle nødvendige data til rådighed for at kunne administrere og opkræve. Den vil meget enkelt kunne opkræves i forbindelse med det årlige, lovpligtige besøg af skorstensfejeren, lyder det fra Dansk Fjernvarme.

Desuden vil den ifølge Dansk Fjernvarme blive fair fordelt. Grunden til at forsyningssikkerhedsafgiften indføres er, at der med fremtidens planer om fossilfri elforsyning og opvarmning ikke længere vil komme indtægter til statskassen fra afgifterne på eksempelvis olie til oliefyr og naturgas til naturgasfyr. I stedet skal indtægterne komme andet steds fra. Som forsyningssikkerhedsafgiften ser ud, så bliver det primært fjernvarmeforbrugerne og de kollektive opvarmningsformer, der skal betale disse penge til statskassen.

Læs også: Ministre vil forhindre energiafgift på sankebrænde

Eksplosion i partikelforurening i byer
Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard har peget på, at man skal sikre en bred og fair fordeling af afgifterne. Det er Dansk Fjernvarme enig i. Men det vil man ikke gøre med den foreslåede afgift på brænde. Det vil nemlig langt fra være alle brændeovnsejere, der kommer til at betale. Ved at lægge afgiften på brændet, så vil det kunne betale sig for brændeovnsejerne at skaffe sig brændet ”sort” eller i eksempelvis Tyskland, forudser Dansk Fjernvarme.

- Der er 750.000 brændeovne i danske husstande i dag. Det tal vil eksplodere yderligere, hvis man helt frafalder en afgift på brændeovne. Det vil føre flere partikelforurenende brændeovne i byerne, siger Kim Mortensen.

De fleste brændeovnsejere har i forvejen anden opvarmningskilde. Eksempelvis grønne og effektive løsninger som fjernvarme eller varmepumper, som er omfattet af forsyningssikkerhedsafgiften.

- Med en skorstensafgift vil man sikre, at det ikke bliver mere attraktivt at anskaffe sig en brændeovn sammenlignet med andre grønne varmekilder. Man vil også sikre en fair fordeling af afgifterne, så alle bidrager. Og så vil det være administrativt enkelt, siger Kim Mortensen.

Forsyningssikkerhedsafgiften på fjernvarme kommer også til at omfatte fjernvarme produceret på træ i form af flis eller træpiller. Træ, der kommer fra de samme skove, som brændet til brændeovnene. I forvejen af fjernvarmen også pålagt at betale eksempelvis NOx- og svovlafgifter, hvilket ikke gælder for brændeovnene. Brændeovne udleder også NOx og svovl, men har ikke de-NOx-anlæg eller røgrensning.
Kommenter artiklen (4)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111