23948sdkhjf

Ny type jordvarme på vej i Varde

Varde Kommunes Udvalg for Plan & Teknik ventes i dag at godkende en ny type jordvarme baseret på vertikale boringer.
Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune beslutter idag om der skal gives tilladelse til vertikale boringer efter jordvarme i dybder helt op til 160-170 meter, skriver Varde Kommune på sin hjemmeside.

Beslutningen vil ske på baggrund af foreløbigt to konkrete ansøgninger om etablering af vertikal jordvarme.

Ødelægger ikke husejernes haver
En tilladelse til de dybe boringer til jordvarme-indvinding vil formentlig betyde etablering af betydeligt flere jordvarmeanlæg i Varde Kommune, da disse ikke ødelægger parcelhusejernes haver i samme omfang som de vandrette anlæg, der blot lægges cirka en meter ned i jorden.

- Den type af vertikale jordvarmeanlæg i store dybder er forholdsvist ukendte i Danmark indtil videre, men jeg ønsker nu at vi indfører en praksis, der åbner op for den mulighed. Grøn energi er fremtidens energi, og vi vil gerne være på forkant med den udvikling. Inden der gives tilladelse til de dybe, vertikale anlæg, vil der naturligvis i hvert enkelt tilfælde blive vurderet på grundvandsinteresserne i netop det område. Grundvandet må aldrig bringes i fare, siger udvalgets formand Preben Olesen.

- Den nye type anlæg er virkelig interessant for for eksempel de mange sommerhuse, vi har her i kommunen. Nogle af dem har simpelthen ikke det fornødne grundareal til et traditionelt anlæg, og mange er plaget af høj grundvandsstand og kuperet terræn, der også byder på store udfordringer, hvis der er tale om traditionelle anlæg. siger Preben Olesen.

Varde Kommune i front med jordvarmeanlæg
Varde Kommune er i forvejen den kommune i landet, der har etableret det største antal jordvarmeanlæg i forhold til befolkningstallet, og med tilladelse til dybe vertikale boringer, vil interessen givetvis øges betragteligt.

Prisen for et vertikalt jordvarmeanlæg er mellem 10.000 og 15.000 kroner dyrere end et traditionelt anlæg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078