23948sdkhjf

Energinet præsenterer landanlægget til Energiø Bornholm

På et borgermøde i går præsenterede Energinet placeringen og udseendeet af den omformerstation, som bliver hjertet i den kommende Energiø Bornholm

På et borgermøde i Møbelfabrikken i Nexø i går aftes fremlagde  el-transmissionsselskab, Energinet, og arkitekter fra Arkitema deres indstilling til omformerstationens endelige placering, udseende og indpasning i landskabet. Indstillingen vil danne grundlag for den lokalplanproces, som Bornholms Regionskommune nu tager fat på.

Mange kvitterede for, at vi har lyttet til dem i processen, og at vi er endt med et fint og flot anlæg Kim Søgaard Mikkelsen, hovedprojektleder i Energinet for Energiø Bornholm

Forud for valget af omformerstationens endelige placering og udseende er gået en proces med inddragelse af borgere i to arkitekturworkshops, hvor bornholmerne har delt bekymringer, ideer og input til byggeriet.

Et anlæg i to dele

Processen har resultatet i en placering i den østlige del af det bruttoområde, der er udpeget til energiøens  omformerstation. Den østlige placering giver god plads til landskabelig indpasning af stationen, blandt andet et bredt bælte af træer.  

Placeringen hænger også tæt sammen med den valgte arkitektoniske løsning, som arkitekterne har døbt Sprækkedalen:

Her deles stationen op i to dele, der tilsammen danner en kile med bygninger på hver side. Samtidig genetableres bækken Risebæk i et naturligt slynget forløb mellem de to dele af stationen, så det danner et rekreativt vådområde. Bygningerne udformes med skrånende vægge med en facadebeklædning i naturlige farver, der understreger Sprækkedalen-designet. 

Fuld forståelse

Ifølge Kim Søgaard Mikkelsen, Energinets hovedprojektleder for Energiø Bornholm, har fuld forståelse for, at gårsdagens præsentation fik flere naboer og grundejere til at udtrykke frustration og utilfredshed over udsigten til at få den store omformerstation helt tæt på,

- Jeg har fuld forståelse for den utilfredshed, som flere af naboerne til omformerstationen, gav udtryk for. Der er ingen tvivl om at byggeriet er et voldsomt indgreb i deres liv. Men jeg hæftede mig også ved, at mange andre kvitterede for, at vi har lyttet til dem i processen, og at vi er endt med et fint og flot anlæg, siger han. 

I Energinet er det første gang, at man i så høj grad har inddraget borgerne i design og placering af et eltransmissionsanlæg. 

- Det har været udfordrende, fordi det bryder med de principper, vi normalt går frem efter. Men jeg synes, at vi er endt et bedre sted end, hvis vi havde arbejdet på egen hånd, siger Kim Søgaard Mikkelsen.

Bornholmernes aftryk 

Han fremhæver især, at borgernes input er årsag til, at Energinet i processen er gået væk fra et oprindeligt stort, kvadratiske anlæg til et anlæg i to dele, som integrerer byggeriet bedre i landskabet. 

- Takket være det store engagement vi har oplevet, synes jeg, at vi er landet på et virkelig spændende design, som imødekommer mange af de input, vi har fået, siger Kim Søgaard Mikkelsen. 

Bornholms Regionskommune tager nu fat på lokalplansprocessen. VVM-undersøgelsen har Miljøstyrelsen været i gang med siden november 2022.  Senere i processen påbegynder Energinet arbejdet med udbuddet af byggeriet. 

Lokalplanproces og VMM forventes afsluttet til sommer næste år afhængigt af, hvordan kommunes lokalplanproces og Miljøministeriets arbejde med den strategiske miljøvurdering (VVM) skrider frem. 

Tidsplan for lokalplan og kommuneplantillæg

Marts 2023: Ansøgning om lokalplan til Bornholms Regions Kommune

Igangsættelse af lokalplan

Udarbejdelse af planforslag og miljørapport

Forår 2024: Godkendelse af planforslag og miljørrapport

Forår 2024: Offentlig høring

Juni 2024: Endelig vedtagelse af planer og offentliggørelse

Kilde: Energinet

Artiklen er en del af temaet Energiøer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08