23948sdkhjf

Største tilslutning i 30 år: Rekordmange fik fjernvarme i 2022

Der kom cirka 58.400 nye fjernvarmeforbrugere sidste år. Det er den største tilgang af nye fjernvarmeforbrugere i 30 år.

Det viser en undersøgelse, Dansk Fjernvarme har lavet blandt sine medlemmer.

- Det er ret vilde tal. De danske boligejere har udvist en overvældende interesse for at skifte deres naturgasfyr ud med grøn fjernvarme. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi nu kan se, at de danske fjernvarmeselskaber på meget kort tid har tangeret en 30 år gammel rekord i konvertering til fjernvarme og bidraget til udfasningen af naturgas i de danske boliger, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

Rekorden skal ses i lyset af, at den daværende regering i april 2022 præsenterede et ønske om at udfase naturgassen i Danmark og udrulle fjernvarme til danskerne - et ønske, der opstod på baggrund af Ruslands invasion af Ukraine, ønsket om at blive uafhængig af russisk gas og energiprisernes himmelflugt. 

Siden har fjernvarmeselskaber og engagerede boligejere knoklet for at sætte tempo på udrulning af fjernvarme.

I december 2022 blev kommunerne færdige med deres varmeplaner og udsendte fjernvarmebreve til afventende borgere. 

Tempoet skal ikke ned

Potentialet for fjernvarme i Danmark er, trods rekorden, stadig stort og fjernvarmeselskaberne står klar til at udmønte kommunernes varmeplaner gennem projektforslag og senere udrulning af fjernvarme. 

Det vidner den populære, oversøgte fjernvarmepulje om. Den blev tømt på under to måneder. 

- Det er ikke nu tempoet skal sættes ned på fjernvarmeudrulningen ved at politisk at beslutte, at nu skal udrulningen klare sig selv. Tværtimod er det nu, politikerne skal tage alle virkemidler i brug for at sikre udfasningen af naturgas. Både til gavn for klimaet, uafhængigheden af russisk naturgas og forsyningssikkerheden, siger Kim Mortensen.

Fakta: Nye fjernvarmeforbrugere i 2022

  • Op mod 58.400 fik fjernvarme sidste år.
  • 43.000 nye fjernvarmekunder har konverteret fra en anden opvarmningskilde. Dette drejer sig primært om konverteringer fra naturgas til fjernvarme men også en lille andel af kunderne konverterede fra oliefyr, varmepumper eller træpiller.
  • Dansk Fjernvarme vurderer, at de 43.000 forbrugere i alt potentielt kan have sparet klimaet for cirka 123.000 ton CO2 ved at konvertere til fjernvarme .
  • Den danske fjernvarme er i dag baseret på 75 procent vedvarende energi. Varmekilderne i fjernvarmeforsyningen spænder fra overskudsvarme, affaldsenergi, store varmepumper, bæredygtig biomasse og solenergi. I fremtiden vil forsyningen også inkludere varmekilder som geotermi og overskudsvarme fra PtX-anlæg.

Kilde: Dansk Fjernvarme

Se nøgletal for:
Læs mere om: Fjernvarme
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.532