23948sdkhjf

Tårnby Forsyning i parløb med Cowi

Tusindvis af boligejere i Tårnby og Dragør skal have tilbudt fjernvarme i de kommende år, og det er Tårnby Forsyning, der skal have fjernvarmen ud på villavejene og ind i boligerne. Planlægningen af den gigantiske anlægsopgave er i fuld gang.

Til at hjælpe med dette har Tårnby Forsyning valgt den danske rådgivervirksomhed Cowi. 

Det er sket igennem et EU-udbud med en såkaldt rammeaftale om teknisk rådgivning og bistand, hvor forskellige rådgivervirksomheder har kunnet byde på opgaven med at bistå Tårnby Forsyning i at rulle fjernvarmen ud i de kommende år.

I alt havde tre rådgivervirksomheder budt på rammeaftalen, og det var Cowi som leverede det bedste bud, skriver Tårnby Forsyning i en pressemeddelelse. 

Fuld fart over feltet

Cowi og Tårnby Forsyning indleder altså nu et parløb, som for alvor skal være med til at sætte fart på fjernvarmeudrulningen. 

Helt konkret betyder rammeaftalen, at Cowi kommer til at stille med et fast rådgiverhold, som Tårnby Forsyning kan trække på - både når det handler om planlægning og projektering, men også i forhold til at bidrage med byggeledelse, når først entreprenørmaskinerne går i jorden ude på vejene.

- Vi glæder os til samarbejdet med Cowi. Opgaven med at levere fjernvarme til borgerne er en stor og vigtig opgave med enorm værdi – både for den enkelte borger men også for samfundet som helhed. Derfor er vi glade for, at vi har fået en erfaren rådgivervirksomhed som Cowi med ombord. De kommer med masser af ekspertise og erfaring, og Cowi skal bidrage med rådgivning, projektering og byggeledelse i et tæt samspil med vores egne projektledere, siger Raymond Skaarup, der er direktør i Tårnby Forsyning.

Vant til store anlægsprojekter

Hos Cowi er direktør for energidivisionen, Klaus Winther Ringgaard, begejstret for, at virksomheden er blevet valgt til opgaven.

- Vi ser frem til et langvarigt og godt samarbejde med Tårnby Forsyning om at accelerere den grønne omstilling af varmen i Tårnby, og vi er naturligvis begejstret over at være blevet valgt til opgaven, siger Klaus Winther Ringgaard og fortsætter:

- Vi har et stærkt fjernvarmeteam med stor ekspertise indenfor fjernvarmeudrulning samt design og implementering af nye produktionsanlæg, og vi har mange års erfaring fra de største projekter i Danmark, og fra opgaver for alle størrelser fjernvarmeselskaber, over hele landet – erfaringer som vi vil bringe i spil sammen med Tårnby Forsyning.

Rammeaftalen løber foreløbigt i fire år. 

Energiø og pyrolyseanlæg

Den storstilede udrulning af fjernvarme på Amager har krævet at Tårnby Forsyning etablerer ny fjernvarmeforsyning i form af projekt "Energiøen". 

Det nye anlæg kommer til at bestå af varmepumper, elkedler, akkumuleringstanke, komplet vandbehandlingsanlæg, et udpumpningssystem og to transformere til elforsyningen.

Energiøen skal ligge på Ugandavej og sættes i drift inden udgangen af 2023.

Tårnby Forsyning vil i løbet af de kommende give 8.500 amagerkanere mulighed for at koble sig på fjernvarmen. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096