23948sdkhjf

Direktør efter stort underskud: Fastpris kostede, men var det rigtige valg

Trods rekordstor tilgang af kunder endte Ewii med et trecifret millionunderskud

I 2022 fik Ewii-koncernen et samlet underskud på 324 millioner. Især datterselskabet EWII Invest, der står for koncernens passive aktier og obligationer, har fået vægtskålen til at tippe i negativ retning.

Det skriver Ewii i en pressemeddelelse.

 EWII Invest var præget af udviklingen på de finansielle markeder, og endte året med et urealiseret underskud på 226 millioner kroner.

Den historisk store forskel mellem afdækningsprisen og spotprisen på el i efteråret, var en anden udefrakommende udfordring for koncernen. Kombineret med at elkunderne på kort tid reducerede deres forbrug markant, endte det med at koste selskabet dyrt.

- EWII stod i efteråret modsat andre elselskaber fast på at dække vores fastprisydelser til kunderne, og vi gav samtidig i en periode privatkunder fri mulighed til at skifte fra kvartalspris til elprodukter med variabel pris. Det kostede, men jeg er ikke i tvivl om, at det var det rigtige valg, og vores stigende antal af kunder fortæller det samme, siger administrerende direktør for Ewii-koncernen, Lars Bonderup Bjørn.

- Den tillid, som kunderne viser os, er fundamentet til, at vi forventer et langt bedre 2023, tilføjer han.

Mens bundlinjen er gået i minus, glæder Ewii-bestyrelsen sig over, at han kan se tilbage på en tocifret vækstrate i det samlede kundetal.

- I 2022 skulle vi agere i en ny verden, der påvirkede årets resultat. Men vi ser også langsigtet på vores investeringer og aktiviteter, og på den værdi de skaber i samfundet og for vores kunder. Vi har værnet om at være forbrugernes virksomhed, og jeg hæfter mig ved, at det er lykkes, når man ser det stigende antal elkunder, siger bestyrelsesformand Anders Skovdal, der ud over at holde fast i fastpris også ser koncernens kamp mod acontoopkrævninger og kritiske holdning til politikerne "Vinterpakke" som årsagerne til tillid og tilstrømning fra kunderne.

Kundeservice gearede op

Energikrisen udløste ekstraordinær stor interesse fra forbrugerne. Hos Ewii blev antallet af kundehenvendelser firedoblet i forhold til tidligere år, og derfor gearede koncernens kundeservice op og udvidede åbningstiderne. En indsats som analyseinstituttet Wilke kårede til "Branchens Samlede Bedste Kundeservice 2022".

I løbet af året blev Ewii blandt andet også nomineret af Arbejdsmiljørådet til Arbejdsmiljøprisen for arbejdet med psykologisk sikkerhed. Lige som koncernen blev kåret som vinder af prisen "Danmarks Sundeste Virksomheder" og vandt bronze ved Danish Digital Award for sin IT-arkitektur.

Bredbånd og elbiler

I januar købte Ewii bredbånd-brandet Kviknet og blev dermed landsdækkende på bredbåndsområdet. Samlet havde de to bredbåndsbrands Kviknet og Ewii Bredbånd en positiv udvikling i antallet af kunder. Ligeledes blev developerselskabet TOWII Renewables lanceret i samarbejde med Tokyo Gas.

2022 blev året, hvor EWII for alvor gik ind i markedet for offentlige ladestandere til elbiler. Første skridt var aftalen om at etablere 1350 ladestandere i Københavns Lufthavn, og siden er aftaler med en række kommuner i hele landet kommet til. Ved udgangen af året stod cirka 2500 ladestandere i ordrebogen.

- Danskerne er i stor stil ved at tage elbilen til sig, som en del af den grønne omstilling, og den rejse er Ewii med på med opsætning og drift af ladestandere på kommunale P-pladser. Vi vinder fortsat udbud i mange kommuner, og det er et område, som vil bidrage positivt til forretningen fremover, siger Lars Bonderup Bjørn.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078