23948sdkhjf

Energidirektør med 1,1 milliard på bundlinjen tror på varmepumper, ladestandere og energiovervågning

Energikoncernen OK har netop offentliggjort sit regnskab for 2022.

Det afslører et år fyldt med gode takter, en stigning i salget af varmepumper og rekord på både top- og bundlinje.

Nu skal en stor del af indtjeningen bruges på at investere grønt og i nye markeder, fortæller CEO Michael Løve.

Omsætningen landede på 19,5 mia. kroner og resultatet før skat landede på 1,1 milliard kroner.

Koncepter og konjunkturer

Resultatet er opnået i en markedssituation, der for samtlige markeder er præget af stærk konkurrence, lyder det fra koncernen. Michael Løve peger på flere flere faktorer, der gør, at resultatet for OK er på 1,1 milliarder kroner.

- Først og fremmest viser resultatet, at vores koncepter virker. OK har en vigtig rolle for mobiliteten i Danmark og for danskernes hverdag. Samtidig er vi blevet en stærk aktør på markedet for energi til boligen, og mange kunder har valgt OK til. Det er jo særligt positivt i et år, hvor danskerne har været meget prisbevidste og virkelig har skullet spare på energien for at få tingene til løbe rundt. Det bekræfter mig i, at OK er konkurrencedygtig, siger Michael Løve og tilføjer:

- Dernæst har vi haft nogle konjunkturgevinster i 2022 og tjent på vores olielagre på grund af globale udsving. Så det skal selvfølgelig med i ligningen, at cirka 157 millioner kroner af resultatet skyldes de her udefrakommende faktorer, som kan svinge meget fra år til år.

Fra brændstof til energi

I OK har man netop afsluttet et stort strategiarbejde, og frem mod 2030 er målet at investere store summer i at transformere OK fra at være et udpræget brændstofselskab til et energiselskab med et omfattende danske ladenetværk.

- Det er godt, at de konventionelle produkter lige nu er en sund forretning, for vi lægger mange ressourcer i at opbygge en nøglerolle på markedet for opladning af elbiler. Det kommer uden tvivl til at koste mange penge, men det er vi indstillet på. Som kundeejet virksomhed og leverandør af fossile produkter, føler vi faktisk, at det er vores pligt. Ikke bare at stille nye alternativer til rådighed, men at få alle danskere med på vognen. Det betyder, at vi vil tilbyde grønne løsninger, der er attraktive, siger Michael Løve.

Varmepumper og energi- og vandmåling

På området for opvarmning af boligen har OK igen i år solgt flere varmepumper end året før, og krigen i Ukraine og den deraf forårsagede voldsomme prisudvikling på gas, har skubbet yderligere til den store interesse for varmepumper.

- Salget af varmepumper viser en vækst på 40 procent til privatmarkedet, og der er fortsat mange perspektiver i dette marked, fordi flere og flere uundgåeligt skal væk fra gas- og oliefyr de kommende år, siger Michael Løve.

OK’s topchef tror også på markederne for intelligent energiovervågning, hvor OK-koncernen tæller selskaberne Kamstrup og EnergiData. På trods af den globale komponentmangel havde koncernens største datterselskab Kamstrup historisk mange ordrer og vækst især i USA i 2022. På samme måde har EnergiData, som leverer energiovervågning- og optimering til virksomheder, også oplevet meget stor vækst i både ind- og udland.

- Det er et udtryk for det det kæmpe potentiale, der er i udbredelsen af intelligente målere og løsninger til reduktion af vores samlede forbrug og klimaaftryk på verdensplan,” siger Michael Løve.

Omsætningen i OK-koncernen for 2022 er på 19,5 mia. kroner mod sidste års 12,3 milliarder kroner, og resultatet på 1,095 mia. kroner medfører en skattebetaling på 251 millioner kroner og en udlodning på 250 millioner kroner til OK’s medejere.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094