23948sdkhjf

Danske virksomheder vil selv sætte vindmøllestandarden

En række aktører i den danske vindindustri er gået sammen for at sikre mest mulig dansk indflydelse på morgendagens standarder.
Efter en hård kamp fra bl.a. Japan og Sydafrika er det nu sikkert, at Danmark bliver hjemland for det internationale sekretariat for vindmøller. En stor fordel for den danske vindindustri, lyder det fra Vindmølleindustrien.

Det nye sekretariat skal direkte være med til at definere fremtidens vindmøllestandarder og vil blive styret fra kontorerne hos Dansk Standard. Dansk Standards udvalg for vindmøller (S-588) er det største standardiseringsudvalg i Danmark, og en række markante virksomheder i den danske vindindustri har været med til at trække sekretariatet til Danmark.

- På vindmølleområdet har Danmark en klar erhvervsmæssig styrkeposition, og sådan skulle det gerne fortsætte. Derfor er vi gået benhårdt efter at få sekretariatet til Danmark. Standardisering er et strategisk redskab, som også USA, vækstøkonomierne i Asien samt flere af vores europæiske naboer satser på til at styrke deres konkurrencekraft og udvikle deres vækstindustrier. Derfor har vi kæmpet ekstra hårdt for at sikre danske interesser på så vigtigt et område, som vindmøller er for Danmark, siger Anne Hasløv Stæhr, adm. direktør i Dansk Standard.

Et bredt udvalg af danske virksomheder, der opererer inden for vindindustrien, har slået sig sammen og medfinansierer sekretariatet. Det er nemlig penge godt givet ud. Ved strategisk at gå efter sekretariater inden for områder, hvor Danmark har erhvervsmæssige styrkepositioner, opnår danske virksomheder gode muligheder for at koordinere og præge standardiseringsarbejdet og udformningen af standarderne på området, hvilket giver dem en klar konkurrencefordel. Samtidig får danske virksomheder adgang til den nyeste viden om, hvilke standarder der er på vej, hvilket er afgørende for at tilrettelægge en kosteffektiv og innovativ produktion.

- Danske virksomheder er i forvejen i den absolutte front, når det kommer til at udvikle vindmøller og tilhørende produkter og services. Derfor er det naturligt, at sekretariatet kommer til at ligge i Danmark, hvor kompetencerne og den nye viden er i top. At standarderne laves i Danmark betyder, at de medvirkende virksomheder hurtigere og lettere kan adaptere fremtidens standarder og dermed opnå en konkurrencefordel. Samtidig er klare og ambitiøse standarder en af nøglestenene til at nedbringe prisen på energi fra vindmøller, siger Jakob Lau Holst, vicedirektør i Vindmølleindustrien.

I Dansk Standards udvalg for vindmøller (S-588) sidder blandt andre: DONG Energy, Siemens Wind Power, Vestas, Vattenfall Vindkraft, DTU Vindenergi, Blade Test Centre, Brüel & Kjær, Delta, Rambøll Olie og Gas, Wind Nordic og LM Wind Power.

Kilde: Vindmølleindustrien

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078